Postmanden fra Vorbasse vender tilbage til sin gamle rute - på en måde

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) har både været minister, præsident for Nordisk Råd og postbud. Nu lægger han livet om endnu en gang, når den 65-årige politiske veteran kører folketingskarrieren i garagen om senest halvandet år.

Det er tre klare slag, der kommer fra den sølvfarvede klokke på formandsstolen i Folketinget.

- Mødet er åbnet.

Ved den midterste stol i salen står Henrik Dam Kristensen. Håret har samme farve som klokken, og den garvede socialdemokrat kigger ud over folketingssalen fra sin stol. Det er formandens stol. Ligesom resten af salen er den i egetræ, og sædet og ryggen er betrukket med grønt stof. Den ligner alle de andre stole. Men den her er hævet et par meter over de andre.

Formelt er Folketingets formand den næsthøjeste stilling i Danmark. Kun dronningen er over formanden.

- Man har respekt for det embede. Og jeg var ikke i tvivl, da muligheden kom for, at jeg kunne blive formand, siger Henrik Dam Kristensen, der er valgt ind i Horsens-kredsen.

Samtlige partier stod bag formanden, da han blev indsat ved folketingets åbning i 2019, men nu siger den 65-årige socialdemokrat fra. Efter 32 år i politik stiller Henrik Dam Kristensen ikke op ved næste folketingsvalg.

Inden han blev valgt ind i Folketinget, var TV SYD forbi det daværende postbud Henrik Dam Kristensen for at høre om hans politiske ambitioner.

Postbuddet fra Vorbasse

Henrik Dam Kristensen bliver født i Vorbasse i 1957. Moderen har et brødudsalg fra hjemmet i byen, og faderen arbejder som smed bare 100 meter væk.

Henrik Dam Kristensen får sit første rigtige arbejde som postbud i 1978. På sin rute når han rundt i hjembyen og oplandet, og det sker, at han får en kop kaffe hos de forskellige beboere.

En af dem er Anna Margrethe Povlsen. Hun bor ved siden af det gamle posthus i Vorbasse. Her holdt postbilerne altid ude foran, og hun husker stadig tydeligt, når postbuddet kom forbi og fik en rundvisningen i haven og en snak.

- Henrik snakkede vi altid med. Min mand snakkede rigtig mange gange med Henrik. Nu er vi lidt kede af, at han ikke genopstiller, for det er jo vores Henrik. Vi ser altid, når der er noget med Henrik i fjernsynet, og vi er jo rigtig stolte af ham, siger Anna Margrethe Povlsen.

Til Anna Margrethe Povlsens 70-års fødselsdag modtog hun en video fra Henrik Dam Kristensen, hvor han ønskede hende tillykke.
Til Anna Margrethe Povlsens 70-års fødselsdag modtog hun en video fra Henrik Dam Kristensen, hvor han ønskede hende tillykke.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Postbuddet husker også stadig Anna Margrethe Povlsen og den smukke have og de mange fester, som han var med til. Folketingsmedlemmet indspillede i hvert fald en lykønskningsvideo i anledningen af Anna Margrethes 70-års fødselsdag.

I 1986 er det dog slut med at være postmand, og i 1990 bliver Henrik Dam Kristensen for første gang valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. Titlen som 'Postbuddet fra Vorbasse' hænger dog ved den dag i dag.

- Jeg var jo glad ved at være post. Det morsomme er, at det har været en af de mindre dele af mit arbejdsliv, men det er helt fint, at det er det, jeg for nogen stadig kendt for, siger han.

En mand man respekterer

I sine 32 år i dansk politisk har Henrik Dam Kristensen blandt andet haft fem forskellige ministerposter, været medlem af EU-parlamentet, præsident for Nordisk Råd og siden 2019 har han været formand for Folketinget. Han har dog svært ved at pege en bestemt hændelse ud, som han er mest stolt af.

- For mig er det summen af hele min karriere, der gør mig mest stolt. Der er da nedslagspunkter, hvor jeg var glad for, at jeg var der. Blandt andet økologireformerne jeg gennemførte som landbrugs- og fødevareminister, samt flexjobordningen og en række tiltag på den kollektive trafik, siger Henrik Dam Kristensen.

Hvad siger valgkredsen?

Henrik Dam Kristensen er valgt ind for Socialdemokratiet i Horsenskredsen. Det var til generalforsamling mandag, at han meddelte, at han ikke ville genopstille til næste valg.

- Der blev meget stille, og folk blev meget rørt, og så var der stående klapsalver, da talen var færdig, siger Helle Frost, der er kredsformand i Horsenskredsen.

Siden 2005 har Henrik Dam Kristensen været opstillet i Horsenskredsen, og den lokale bestyrelse af kede af, at han ikke kommer til at genopstille til næste valg.

- Det bliver man da ked af, det er klart. Han er et fantastisk folketingsmedlem og har været god til at komme så meget i sin kreds, som arbejdet på Christiansborg tillader, siger hun.

Hvornår de har besluttet, hvem der skal være den nye spidskandidat i kredsen, er dog ikke sikkert.

- Det tør jeg ikke sige, for vi skal først have fundet en ny kandidat. Det er ikke noget, man bare lige knipser i fingrene, og så er det gjort. Men vi er klar inden til næste folketingsvalg, det helt sikkert, siger Helle Frost.

Spørger man en af hans politiske kollegaer, er hans politiske liv også værd at tage notits af. Selvom Hans Christian Schmidt, der er valgt ind for Venstre i Sydjyllands Storkreds, ikke deler partifarve med Henrik Dam Kristensen, har de to været til flere forhandlinger sammen og har begge en lang karriere i Folketinget bag sig.

- Han er en mand, der er værd at respektere, og i mine øjne har han altid været en rigtig god kollega, fordi han er god til at finde løsninger og få samarbejdet op at stå, siger Hans Christian Schmidt.

Selvom Hans Christian Schmidt (V) ikke deler partifarve med Henrik Dam Kristensen (S), har han stor respekt for ham.
Selvom Hans Christian Schmidt (V) ikke deler partifarve med Henrik Dam Kristensen (S), har han stor respekt for ham.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det er kvaliteter, som er særlig vigtige at have som formand for Folketinget, hvis man spørger Hans Christian Schmidt.

- Som formand er han god, for han sætter en ære i at være valgt af os alle sammen herinde. Og jeg sætter stor pris på, at han også tager alles holdninger alvorligt og derudover også kommer til jubilæer og arrangementer, selvom vi afholder det helt i Haderslev, siger Hans Christian Schmidt. 

Op på cyklen igen

Ved siden af formandsstolen er talerstolen. Det er her, folketingsmedlemmerne holder deres taler, svarer på spørgsmål og argumenterer for deres sag over for salen. Den er en par trin lavere end formandsstolen, hvor Henrik Dam Kristensen sidder. Når dagordnen er forbi, ringer han igen med sølvklokken.

- Mødet er hævet.

Folketingets medlemmer samler deres ting og rejser sig. Formanden nikker kort til folketingssekretæren og referenten på hans højre siden og går ned af formandsstolen.

Under corona var der tomt i Folketingssalen, mens møderne blev afholdt.
Under corona var der tomt i Folketingssalen, mens møderne blev afholdt.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Henrik Dam Kristensen vil ikke spå om, hvem der skal følge efter ham som formand, når han ikke længere vil være at finde i folketingssalen efter næste valg. Men han er helt sikker på, hvad han selv kommer til at lave.

- Det eneste, der er helt sikkert, er, at jeg ikke skal hjem og ligge på sofaen. Jeg er blevet bedstefar for Sofia på 15 måneder. Hun og jeg skal ud og gå mange flere ture, som vi nu får tid til, og jeg skal bestemt også ud og cykle noget mere. Det er et stykke tid siden, jeg har været på en 100 kilometers tur, siger han.

Og måske bliver turene også lidt nostalgiske for det tidligere postbud.

- Jeg skal ud at cykle, men ikke for at aflevere breve. Jeg har faktisk en tur, der går af min gamle rute, når jeg cykler til Vorbasse, og den glæder jeg mig til at komme ud på noget mere, slutter Henrik Dam Kristensen.