Presset region får hjælp af værnepligtige

Region Syddanmark har anmodet Beredskabsstyrelsen om hjælp til at coronateste borgerne.

Efter den seneste opblomstring af smitte og genindførelse af coronapas er der igen travlhed ved testcentrene. I Tønder og Fredericia er der eksempelvis seks dages ventetid på en pcr-podning. 

- Vi har i løbet af meget kort tid oplevet et massivt boom i efterspørgslen på test. Det hænger naturligvis sammen med, at coronapasset blev genindført, fortæller Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.

Derfor har Region Syddanmark sammen med Region Sjælland bedt Beredskabsstyrelsen om hjælp til at bemande de mest travle pcr-teststeder allerede nu.

Beredskabsstyrelsen i Haderslev stiller 20 værnepligtige til rådighed til at arbejde som podere. Derudover har fire netop hjemsendte værnepligtige tilbudt deres hjælp.

Indtil regionen har podere nok, indsættes de værnepligtige på de mobile faste pcr-teststeder, såfremt Beredskabsstyrelsen ikke har behov for dem til andre opgaver.

Tester mindst 35.000 dagligt

Test Center Danmark har en daglig kapacitet på 170.000 pcr-tests, og ud af den pulje er Region Syddanmark tildelt 33.000 af dem.

- I øjeblikket tester vi faktisk 35-37.000, for vi har fået lov til at bruge lidt mere af kapaciteten, fortæller Kurt Espersen.

Hvor langt ventelisterne skal ned, før det er tilfredsstillende, kan han ikke sige noget konkret om. Men han opfordrer til, at borgerne kun lader sig pcr-teste i to specifikke situationer.

- Man skal kun tage en pcr-test, hvis man har symptomer på covid eller er nærkontakt. Alle andre bør lade sig kvikteste, understreger han.


Hjælpen varer til søndag

I Region Syddanmark er de værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen sat ind ved tre lokationer - Gram, Rødding og Varde. Hjælpen varer foreløbig frem til søndag. Opgaverne er podning, logistik og anvisning.

Det er regeringens mål, at 80 procent af befolkningen har adgang til covid-test i nærheden af deres bopæl inden for 24 timer.

Tirsdag så ventetiderne i Syd- og Sønderjylland således ud (tallene er dages ventetid):

KommuneNære kontakterÅbne testtilbud
Kolding44
Fredericia36
Haderslev14
Esbjerg13
Vejle13
Tønder06
Grindsted03
Sønderborg02
Aabenraa01
Frøslev01
Billund Lufthavn-4
Statens Serum Institut