Q&A: Hvad betyder respiratorer for overlevelsen af covid-19?

Respiratorer er nødvendige for overlevelse hos de alvorligt syge patienter med covid-19. Få forklaringen på, hvordan de hjælper.

I øjeblikket er 23 personer indlagt i Region Syddanmark med covid-19 og får hjælp til at trække vejret af en respirator. Men hvad betyder respiratoren for patienternes overlevelse?

Besvarelserne er lavet i samarbejde med Skule Arnesen Bakke, Afsnitsansvarlig overlæge, Bedøvelse og Operation, Sygehus Sønderjylland.

Hvorfor har covid-19-patienter brug for respirator?

Coronavirus giver lungebetændelse. Når det sker, får patienterne svært ved at ilte deres eget blod, som kroppen skal bruge for at fungere. Det er det store problem. Her hjælper respiratorer med at ilte blodet i en periode.

Respiratorbehandling er nødvendig for overlevelse hos de alvorligt syge patienter med covid-19. Den hjælper med at købe tid, så kroppen selv kan bekæmpe virussen, fordi der endnu ikke findes nogen specifik behandling for covid-19. Det eneste, lægerne kan gøre, er at støtte kroppens egen helingsproces - det gør man blandt andet med respirator.

De fleste danske covid-19-patienter bliver tilsluttet respirator ved at få lagt et rør ned i luftrøret og en slange ud gennem munden.
De fleste danske covid-19-patienter bliver tilsluttet respirator ved at få lagt et rør ned i luftrøret og en slange ud gennem munden.
Foto: Lasse Hansen, TV SYD

Hvornår har covid-19-patienter brug for en respirator?

Det er, når de har svært ved at få ilt nok. På de almindelige sygehusafdelinger gives ilt gennem en maske, men det er ikke altid nok. Typisk bliver patienterne flyttet over på intensiv, når de har brug for respirator, da der på intensivafdelingen findes alt nødvendigt udstyr til at lægge patienterne i respirator på en sikker måde.

Lige nu ligger 23 patienter på intensiv i Region Syddanmark, og de er alle i respirator. 

quote

Det handler om, at lungerne er blevet mere raske, og betændelsen er aftagende.

Skule Arnesen Bakke, Afsnitsansvarlig overlæge, Bedøvelse og Operation, Sygehus Sønderjylland

Hvordan fungerer en respirator?

Respiratoren går ind og understøtter vejrtrækningen hos syge patienter. Den presser luft ned i patientens lunger, og når trykket frigøres, kommer luften ud igen. Hvor meget eller hvor lidt luft er afhængigt af patientens tilstand og justeres jævnligt. Respiratoren kan overtage vejrtrækningen fuldstændigt ved de alvorligt syge patienter, men efterhånden som patienterne bliver mere raske, så understøtter respiratoren patientens egen vejrtrækning.

Der findes mange forskellige typer respiratorer. Respiratoren benytter overtryksventilation til at give patienten ilt.
Der findes mange forskellige typer respiratorer. Respiratoren benytter overtryksventilation til at give patienten ilt.
Foto: Lasse Hansen, TV SYD

Hvordan foregår det, når covid-19-patienter skal have respirator?

Når en covid-19-patient skal tilsluttes en respirator, lægges patienten i fuld bedøvelse. Herefter lægger man et rør ned i luftrøret, så patienterne har en slange ud gennem munden, og så kobler man respiratoren til. Herefter vågner patienterne. De sygeste kommer dog i fortsat fuld bedøvelse, også kaldet kunstigt koma, for at respiratoren kan ventilere lungerne bedst muligt.

Respiratorer kan se ud på forskellige måder:

  • Slange ud af munden: Her får patienterne en slange via svælget ned til luftrøret. Det er den metode, der oftest ses i Danmark. Men den er forbundet med at være ubehagelig, da det kan tricke brækmusklen. Derfor får patienterne altid smertestillende medicin for at afhjælpe ubehag.
  • Maske: Her får patienterne en maske på, som tilkobles respiratoren. Så slipper patienter for at få ført et rør direkte ned i halsen. Det er mere behageligt, men ikke effektivt nok til særligt syge patienter. Denne metode bruges dog ikke til behandling af covid-19, da det udgør en smitterisiko.
  • Hjelm: Der findes hjelme, som patienter kan få på hovedet, hvor luft kan tilkobles. Denne metode er ligesom masken mere behagelig for patienten, da de slipper for at få ført et rør direkte ned i halsen, men ikke effektiv nok til særligt syge patienter. Hjelme er sjældent brugt i Danmark.
  • Hul i halsen: På patienter, som har brug for respirator i længere tid - eksempelvis over en uge - kan man overveje at lave et hul i halsen, hvor man kobler respiratoren til. Dette kræver en lille operation. Det har den fordel, at patienter slipper for at få medicin for at tåle slangen i halsen, og patienterne kan være mere vågne. De kan også nemmere spise og komme til at tale med personale og pårørende.

Hvornår kommer patienterne ud af respiratoren igen?

Når man kan se, at patienten ikke skal bruge mere ilt end det, man kan give uden en respirator, så tager man dem ud af respiratoren. Det er en løbende vurdering. Man justerer hele tiden på, hvor meget tryk og ilt de får via respiratoren. Det handler om, at lungerne er blevet mere raske, og betændelsen er aftagende. Man skal dog passe på at tage dem ud for tidligt, da hver gang, man lægger folk i respirator, er forbundet med forskellige risici.

Typisk ligger covid-19-patienter i respirator i mindst fire-fem dage, men det er meget varierende. Dog ses det, at patienterne med covid-19 ofte ligger relativt lang tid i respirator sammenlignet med patienter med andre former for lungebetændelse.

På skærmene kan personale hele tiden følge med i patienternes tilstand og justere instillingerne for respiratoren.
På skærmene kan personale hele tiden følge med i patienternes tilstand og justere instillingerne for respiratoren.
Foto: Lasse Hansen, TV SYD