Regnfuld bededag afløses af weekend med sol

Vi skal i gennem en fredag med regn og skyer, inden der er chance for sol og varmere vejr i weekenden

I dag, store bededag, skal mange unge og deres familier en tur i kirke, hvor de unge skal konfirmeres.

Men hvis der er planer om at hente konfirmanden fra kirke i en sports- eller hestevogn, gør man klogt i at udstyre dem med regntøj og en paraply.

Fredag bliver nemlig en dag med mange skyer og spredte regnbyger.

Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der slipper for regn fredag. Det er et større område med byger, der skal passere, siger han.

Fredag eftermiddag er der dog mulighed for at få solen at se.

- Når vi kommer ud på eftermiddagen, begynder det at blive lidt pænere med lidt sol og - især i den vestlige del af landet - færre byger, siger Klaus Larsen.

Fredag kommer temperaturerne op på mellem 13 og 15 grader.

Solskin lørdag og søndag

Det er dog ikke hele weekenden, der byder på kedeligt forårsvejr.

- Det begynder at klare op i løbet af natten til lørdag, så vi vil få en tør weekend med nogen eller en del sol, siger meteorolog Klaus Larsen.

Desuden bliver der også skruet op for temperaturen i weekenden. Det betyder, at danskerne kan få mellem 15 og 19 graders varme lørdag og søndag.

- Lørdag kommer der til at være en frisk vind, der aftager noget om søndagen. Søndag bliver den pæneste dag af de tre, siger Klaus Larsen.

Selv om mange nok vil ærgre sig over, at store bededag skal fejres med spredte byger, har maj måned overordnet set været ganske tør indtil nu.

På DMI's hjemmeside fremgår det, at der fortsat er tørke i Danmark.

På landsplan er der faldet 11 millimeter regn i denne måned. Normalt falder der lige under 50 millimeter regn, så her midt på måneden, er vi stadig bagud på nedbørsfronten.