Rekordmange familier har søgt om julehjælp

2.777 økonomisk trængte familier har søgt julehjælp i de 14 kommuner som TV SYD dækker.

I år har 15.000 familier bedt om julehjælp hos Røde Kors i hele landet. Det er en stigning på 1.700 familier sammenlignet med julen sidste år. I Region Syddanmark hedder det tal 4.146 familier.

Det fremgår af en pressemeddelelse som Røde Kors har sendt ud.

Ifølge tal som TV SYD har fået, er der 2.777 økonomisk trængte familier, der har søgt om julehjælp i Syd- og Sønderjylland.

Julen er for alle

Når der hverken er råd eller overskud til julemiddag, juletræ eller gaver, så er det især børnene der mærker det.

- Ingen børn skal stå uden for det fællesskab og den jul, vi andre deler. De skal have mulighed for at glæde sig, fuldstændig som deres venner og klassekammerater gør det, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl i pressemeddelelsen.

Vigtigt lyspunkt for familierne.

Gennem de seneste år er efterspørgslen efter julehjælp fra Røde Kors steget. Tilbage i 2011 uddelte Røde Kors julehjælp til 2.800 familier på landsplan. Det tal er lidt over femdoblet på 10 år.