Restriktioner er væk tirsdag: Barer må tyvstarte to timer før

Restriktioner bortfalder tirsdag, men barer må godt holde åbent og servere alkohol hele mandag aften.

Der kunne være opstået en spøjs situation for gæster og ansatte på barer, værtshuse og restriktioner mandag aften.

De skal - ifølge de nuværende regler - lukke mandag klokken 23.00, men må åbne igen en time senere, fordi coronarestriktionerne bortfalder klokken 24.00 natten til tirsdag.

Men nu har regeringen besluttet, at barer og værtshuse kan holde åbent hele mandag aften. Dermed kan de slippe restriktionerne lidt tidligere, end der ellers var lagt op til.

Det skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) på Facebook.

Ingen firkantede skrivebordsregler

- Natteliv, barer og restauranter er nogle af dem, der har været hårdt ramt under flere nedlukninger.

- Vi skal ikke lade firkantede skrivebordsregler spænde ben for en god genåbning ude i restauranternes virkelighed, skriver han på Facebook, hvor han betegner det som "virkelighedsfjernt", hvis regeringen havde holdt hårdt på reglerne.

Med beslutningen undgår man en situation, hvor gæster skulle forlade barer og værtshuse klokken 23, vente en time på gaden og derefter kunne gå ind igen.

Beslutningen betyder også, at barerne må fortsætte med at servere alkohol efter klokken 22.00 mandag, hvor de ellers skulle have lukket for fadølshanerne.

Barer, restauranter og værtshuse slipper dog ikke for alle restriktionerne. Der vil fortsat være krav om coronapas og mundbind indtil midnat mellem mandag og tirsdag, oplyser Erhvervsministeriet.

De sløjfede restriktioner betyder også, at diskoteker og natklubber kan genåbne fra tirsdag.

De har været lukket siden 10. december, hvor Folketinget besluttede at indføre restriktioner på grund af stigende smitte og indlæggelser.