Risikomelding ophørt: Sønderjylland fri for skybrud og torden

Mandag morgen meldte DMI om risiko for skybrud i dele af Sønderjylland. Denne melding er nu trukket tilbage.

OPDATERET: Artiklen er ikke længere aktuel. DMI ophørte efter klokken 9.00 nedenstående risikomelding.

I de sønderjyske kommuner Aabenraa, Sønderborg og Haderslev kan det blive en noget regnfuld mandag.

DMI har givet en melding om risiko for lokale skybrud og torden i de tre kommuner mellem klokken 11.00 og 16.00 mandag. Der kan lokalt falde mellem 15-25 millimeter regn på en halv time, oplyser DMI.

Følg DMIs radar over nedbør i Danmark på TV 2 Vejret ved at klikke her.

Weekend med regn og torden

Meldingen kommer efter en weekend, hvor vejret også var larmende og vådt. Blandt andet i Store Jyndevad i Sønderjylland, der ifølge DMI fik 16,6 millimeter regn på 20 minutter.

Hold øje med vejrets udvikling

En risikomelding er ikke et varsel, men en melding om vanskeligt vejr, som DMI beder borgerne være opmærksomme på kan udvikle sig. 

I tilfælde af skybrud og torden oplyser DMI, at du skal tilpasse din kørsel i forhold til sigtbarheden, og at du ikke skal køre ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Vær opmærksom på risiko for oversvømmelse ved lavtliggende områder som kældre, og tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Husk derudover at lukke døre og vinduer.

Ved tordenvejr skal du søge ly indenfor eller i bil med lukkede døre og vinduer. Du bør ikke opholde dig på store åbne arealer eller bade, oplyser DMI. Vær opmærksom på, at torden øger risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.

På Sjælland har DMI varslet om voldsomt vejr, mens der på Fyn og i Sønderjylland er givet en risikomelding.
På Sjælland har DMI varslet om voldsomt vejr, mens der på Fyn og i Sønderjylland er givet en risikomelding.
Foto: DMI