TV der bevæger dig

Rotteplaget kommune: Mere end dobbelt så mange anmeldelser

I Kolding Kommune er antallet af rotteanmeldelser mere end fordoblet. En våd og lun vinter har givet rotterne gode vilkår, og så har mange været hjemme under corona og set skadedyrene, lyder forklaringen.

I Kolding Kommune er antallet af rotteanmeldelser mere end fordoblet i forhold til sidste år. Foto: Linda Henriksen, Scanpix

Skadedyrsfirmaer har travlt med at lokalisere rottehuller og sætte kloakspærrer og smækfælder op.

Kommuner flere steder i landet modtager ekstraordinært mange anmeldelser fra borgere, der har observeret rotter.

Eksempelvis har Kolding Kommune fra 1. januar til 30. april modtaget 2112 anmeldelser mod 938 i samme periode sidste år. Altså mere end en fordobling.

Sagsbehandler i kommunens afdeling for miljø, natur og klima Karen Bjørnskov Petersen siger til Ritzau, at hovedårsagen er den milde vinter.

Rotteanmeldelser i Kolding Kommune

Anmeldelser om rotter fra 1. januar til 30. april:

2019 

938 anmeldelser

2020 

2112 anmeldelser

Desuden al den regn, der faldt i vinter og i de tidlige forårsmåneder.

- Vandet har presset rotterne op af kloakkerne, siger hun.

Corona har øget observationer

Men det spiller også ind, at flere er blevet opmærksomme på rotterne under coronanedlukningen:

- Folk har været hjemme og har haft tid til at opdage, at de har rotter. For eksempel er der en del, som kontakter os, fordi de har set rotter ved et foderbræt i haven, siger Karen Bjørnskov Petersen.

Blandt andre plagede kommuner er Aarhus med 3700 anmeldelser fra januar til 1. maj. Det er omtrent en fordobling i forhold til samme måneder i 2019.

Læs også Regn og rotter holder en hel branche i gang

Hos Rentokil, der varetager rottebekæmpelsen i blandt andet Aarhus, siger teknisk chef Claus Schultz, at det er usædvanligt med så mange anmeldelser på denne tid af året.

- De normale rottemåneder er fra oktober til februar, men i år har vi i nogle kommuner haft meget travlt i marts, april og maj. Først nu begynder det at klinge af, siger han.

Dobbelt op på rotter og mus

Hos AJ Skadedyrskontrol er skadedyrsspecialist John Mogensen ikke overrasket.

Firmaet, der primært assisterer virksomheder og boligselskaber, modtager 30 til 40 procent flere henvendelser end ellers.

- Mit gæt er, at der er dobbelt så mange rotter og mus i år.

Også han peger på, at rotterne søger op, fordi der har været mere vand i kloakkerne end normalt.

- Men det har også betydning, at denne vinter er den tredje uden længerevarende frost. Jorden er varm, og så kan overfladerotterne endnu en gang komme tidligere i gang med at formere sig.

- På den måde kan de få flere kuld, end de kan, hvis vi har haft en kold vinter, siger John Mogensen.

Mest sete på tvsyd.dk