Så meget får din uddannelse i ekstra penge

Rybners i Esbjerg scorer mest i ekstra tilskud blandt uddannelsesinstitutionerne i Syd- og Sønderjylland. Se hvor mange penge din uddannelserne får.

2,8 millioner kroner ekstra til uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg.

Det er resultatet af weekendens såkaldte velfærdsaftale på Christiansborg mellem regeringen, Enhedslisten, SF og Alternativet. Her vedtog de at give ekstra penge til børneområdet, ældreområdet og uddannelsesområdet i hele Danmark.

Aftalen er en del af næste års finanslov, som forhandles i denne weekend.

De 2,8 millioner kroner gør Rybners til den største modtager i Syd- og Sønderjylland og til den femtestørste blandt uddannelsesinstitutioner over hele Danmark. 

- Vi er rigtig glade, for vi er blevet udsultet i en årrække, siger administrerende direktør på Rybners, Olaf Rye.

- Vi har været tvunget til at spare millioner, fordi vi skulle betale omprioriteringsbidrag og gymnasier og hf endda et år længere end handelsuddannelserne, siger Olaf Rye.

Fra råderummet

I alt vedtog politikerne at give 220 millioner kroner til ungdomsuddannelsesinstitutioner over hele landet. Pengene hentes fra det såkaldte økonomiske råderum, og Finansministeriet oplyser, at de fordeles på baggrund af institutionernes regnskabsførte tilskud i 2019, og at det antages, at pengene vil blive fordelt som en generel forhøjelse af de eksisterende taxametertilskud.

I tabellen nedenfor ses tilskuddene til samtlige uddannelsesinstitutioner i Syd- og Sønderjylland.