Sankthansaften byder på sol og rolige vindforhold

Onsdag morgen er Danmark præget af en del skyer, men aftenvejret bliver med sol flere steder, oplyser DMI.

Når der onsdag aften skal tændes sankthansbål mange steder i landet, bliver det med gode vejrforhold.

- Det bliver rigtig fint de fleste steder. Vi får rolige vindforhold og fine temperaturer.

- Temperaturerne vil ligge på 12-13 grader, hvor det bliver køligst, og 17-18 grader, hvor det bliver lunest, i aften, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, onsdag morgen.

Han fortæller også, at solen kommer til at skinne over sankthansbålene de fleste steder, selv om det også op ad aftenen kan være skyet i den sydlige halvdel af landet.

- Men det skulle holde overvejende tørt, og så tror jeg altså, at der kommer sol de fleste steder, siger Lars Henriksen.

Vejret i løbet af dagen er dog mere broget

Nordvestjylland og Bornholm har allerede fra morgenstunden en del sol, mens vejret i resten af landet er mere skyet.

- Men vi regner med, at det løsner op i løbet af dagen, siger meteorologen.

De varmeste temperaturer i løbet af dagen kan man finde i den østlige del af landet og i Nordjylland, hvor der kommer til at være 17-23 grader.

Ingen afbrændingsforbud

Mandag kunne Danske Beredskaber oplyse, at de ikke vurderede, at der var behov for afbrændingsforbud i nogen kommuner. Den eneste undtagelse er øen Anholt, hvor det året rundt er forbudt at bruge åben ild.

Det vil sige, at sankthansbål er tilladt alle andre steder i landet.

I 2020 var sankthansaften påvirket af coronavirus. Da opfordrede myndighederne til, at man højst samledes 50 personer for at se sankthansbål.

I år ser det anderledes ud. 11. juni blev det udendørs forsamlingsforbud på 100 personer afskaffet.