Skal du holde påskefrokost? Få seks tips til at gøre den klimavenlig

Hvis du i år har ekstra overskud til at fokusere endnu mere på maden, skal du måske prøve kræfter med en klimavenlig påskefrokost. Men hvordan gør man det? Det får du hjælp til her.

- Hvis vi fokuserer på det, er vi med til sammen at skabe en bedre verden.

Sådan svarer kroejer Emil Rask Bahr, når man spørger ham, hvorfor vi skal overveje at tænke klima ind i påskefrokosten.

Emil Rask Bahr er kroejer på Sdr. Bjert Kro. Han giver dig her seks råd til, hvordan du kan gøre din påskefrokost mere klimavenlig.
Emil Rask Bahr er kroejer på Sdr. Bjert Kro. Han giver dig her seks råd til, hvordan du kan gøre din påskefrokost mere klimavenlig.
Foto: Sdr. Bjert Kro

Han ejer Sdr. Bjert Kro, hvor de handler lokalt, vælger økologisk og køber grøntsager i sæson. Sammen med ham giver vi dig i denne artikel seks råd til at gøre din påskefrokost mere klimavenlig.

Hvordan skal vi holde påskefrokost i 2021?

Påsken er igen i år påvirket af corona, men det skal ikke stoppe os fra at holde en påskefrokost. TV SYD giver dig mandag til onsdag i uge 13 inspiration til at holde en online, en udendørs eller en klimavenlig påskefrokost. Følg med her på tvsyd.dk eller se nyhedsudsendelsen de pågældende dage klokken 19.30.

Tip 1: Tænk ud af boksen

Hvis du skal lykkes med en klimavenlig påskefrokost, skal du turde at prøve noget nyt. Du behøver ikke at servere de klassiske påskeretter for at få en lækker påskefrokost.

- Hæng dig ikke i traditioner, siger Emil Rask Bahr. 

Tip 2: Handl ud fra den danske årstid

Hvis du spiser ud fra, hvad der er i sæson og på det pågældende tidspunkt bliver høstet i Danmark, mindsker du automatisk CO2-udledningen for eksempel ved ikke at købe importerede varer.

I marts og april er blandt andet jordskok, rødbede, gulerod og æble i sæson. Find en sæsonguide til råvarer ved at klikke her.

Klik på nedenstående dokument og få to opskrifter på klimavenlige retter af Emil Rask Bahr.

document — Få to opskrifter på klimavenlige påskeretter fra Emil Rask Bahr, 0.02 MB

Tip 3: Brug det, du allerede har

Du bør også undgå madspild. Kig i køleskabet og skabene og brug, hvad du allerede har. Gå så videre til tip nummer fire.

Tip 4: Vær kreativ

Rester kan ofte virke kedelige, men det er de ikke nødvendigvis. Emil Rask Bahr anbefaler, at du finder idéer lidt udover det sædvanlige. Har du for eksempel altid kartofler liggende, som du er vant til koge, så prøv at tilberede dem på en ny måde. Prøv i stedet at skære dem i tern og koge dem i vand, der har trukket smag af laurbær. Åbn de gamle kogebøger eller søg på nettet og find inspiration.

Tip 5: Find alternativer til lammet

I klimadebatten er kød ofte et samtaleemne. Kroejeren fraråder det traditionelle påskelam, da den type kød udleder en stor mængde CO2. 

Hvis du er frisk på helt at undvære kød, råder Emil Rask Bahr dig til at bruge råvarer med umami-smag - en "kødagtig smag". Det kan for eksempel findes i svampe, jordskokker og løg. En af kroejerens egne favoritter er saltbagte rødbeder stegt i røgolie med ristede løg.

Hvis du ikke er helt klar på at opgive kød, kan du bytte lammet ud med kylling, der udleder mindre mængde CO2.

Tip 6: Tilføj smag

Noget af det, der kan gøre dine rester eller kødfri retter spændende og velsmagende, er krydderier. Kast dig ud i nye krydderiblandinger og køb nødder og kerner og tænk dem ind i retten.

Se med i aften på TV SYD klokken 19.30, hvor kok Emil Rask Bahr giver dig endnu flere råd og mere inspiration til en klimavenlig påskefrokost. Velbekomme og god påske!