Skoleleder bekymret over at skoler ikke lukkes ved høj smitte

Styrelsen for Patientsikkerhed vil kun undtagelsesvist udstede et påbud om skolelukning fremadrettet. Det møder bekymring hos en skoleleder i Vojens.

Det er ikke længere sikkert, at skoler lukkes ned, fordi der er mange smittede elever og lærere.

Det fortalte Anette Lykke Petri, der er direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, til folkeskolen.dk tidligt fredag.

Selvom det i udgangspunkt kan virke positivt, at skolerne ikke lukkes ned, så giver meldingen grund til bekymring på Bregnbjergskolen i Vojens.

Skolen var nemlig én af mange skoler, der i slutningen af 2021 blev lukket ned af Styrelsen for Patientsikkerhed. Dengang var omkring en fjerdedel af eleverne og en god del af personalet konstateret smittet med corona.

- Jeg var glad for løsningen i december. Det var den eneste løsning, vi kunne se dengang, fordi vi var så højt ramt. Det var rart at hive stikket ud for en periode, og den fornemmelse havde forældrene også, for det var ikke trygt for dem at sende deres børn til en skole med mange smittede, siger Anette Staub, skoleleder på Bregnbjergskolen.

Derfor mener skolelederen, at den nye strategi kan give nogle udfordringer.

- Jeg tænker, at det kan bliver svært at drive skole, for det er en melding, der kan sætte nogle i et dilemma, hvis man for eksempel ikke har nok personale på grund af sygdom, siger skolelederen.

Strategien er ændret

Ifølge folkeskolen.dk sker ændringen ud fra en tilgang om, at "vi står et andet sted, end vi gjorde for et år siden", men også fordi der ikke er blevet lukket én eneste skole på landsplan på grund af coronasmitte i det nye år.

- Mange elever på skolerne er vaccinerede, de testes jævnligt, og så ser vi, at Omikron-varianten giver mildere symptomer hos langt de fleste, siger Anette Lykke Petri til folkeskolen.dk.

- Vi skal altid anvende det mindst indgribende og mest skånsomme middel, og vi har et hensyn at tage i forhold til børnenes trivsel og undervisning.