Smittetrykket falder fortsat i Syd- og Sønderjylland

De fleste Syd- og Sønderjyske kommuner har færre coronatilfælde end ved den seneste opgørelse. Udviklingen er dog usikker, fordi den kun dækker en periode på 18 timer, oplyser Statens Serum Institut.

Mens der fortsat er høje smittetal på landsplan, ser der langt bedre ud i de fleste kommuner i Syd- og Sønderjylland.

I ni af 14 kommuner er der registreret færre smittede indenfor de seneste syv døgn i forhold til i går.

Samlet viser de seneste tal, at der er 841 smittede i de 14 kommuner mod 873 ved torsdagens opgørelse.

Tal med forbehold

Dagens tal skal dog tages med forbehold, fordi de denne gang kun dækker over 18 timer på grund af nogle tekniske problemer.

I fire kommuner er smittetallene steget i mindre grad. Det gælder Kolding, Vejen, Hedensted og Horsens. Fanø har fortsat ingen smittede indenfor de seneste syv døgn.

På landsplan er der registreret 1603 nye tilfælde. Det er to færre end gårsdagens tal, men da de kun dækker over 18 timer, viser tallene, at epidemien formentlig er stigende på landsplan

Antallet af indlagte er steget med 26 til 293 patienter og der er yderligere 9 dødsfald.