Sønderjysk film kæmper om nordisk pris

Den sønderjyske film "Onkel" er dansk kandidat til Nordisk Råds Filmpris, som uddeles i oktober.

I dag er de nominerede til Nordisk Råds Filmpris blevet offentliggjort, og den sønderjyske spillefilm "Onkel" er dansk kandidat. Det oplyser Nordisk Film og TV Fond i en pressemeddelelse.

Den danske instruktør og manuskriptforfatter Frelle Petersen er overvældet og beæret over nomineringen.

- Det betyder meget for mig at følge i fodsporene på nogle af Nordens dygtigste filmmagere, siger han.

Filmen om en gård ved Tønder

"Onkel" handler om Kris, der sammen med sin halvinvalide onkel bor og driver en lille gård tæt på Tønder i Sønderjylland.

Kris har gennem tiden overtaget ansvaret for gården, men både kærlighed og hendes interesse for dyrlægefaget trækker i hende.

Hun må derfor beslutte, om hun vil blive på gården eller følge sit hjerte og sine spirende drømme.

Lokale skuespillere

Et meget specielt element ved filmen er, at alle skuespillerne er amatører og castet i en radius af 15 kilometer fra gården. Derudover er onklen og niecen rent faktisk også onkel og niece i virkeligheden. Onklen bor tilmed på gården.

Hele filmen foregår i Sønderjylland og på sønderjysk. For at få det autentiske lokalmiljø og dialekten helt ind under huden boede Frelle Petersen på gården, mens han skrev filmmanuskriptet.

- Jeg havde ikke lyst til at lave en film om landbruget, som landmændene ville rynke på næsen af, forklarer Frelle Petersen.

Flere priser

Filmen modtog hovedprisen ved Tokyo International Film Festival, Politikens Talentpris på spillefilmfestivalen CPH PIX og Bodilprisen for bedste manuskript.

De fire andre nominerede er finske "Dogs Don't wear Pants", islandske "Echo", norske "Beware of Children" og svenske "Charter".

Den endelige prismodtager bliver offentliggjort tirsdag den 27. oktober under Nordisk Råds session i Reykjavik.

Den danske kandidat er udvalgt af en jury. Juryen består af tre medlemmer og udpeges af det enkelte lands kulturminister for tre år ad gangen.

Det er 17. år i træk, at Nordisk Råds Filmpris bliver uddelt. Tidligere er den gået til blandt andet "Jagten", "Drabet" og senest "Dronningen".