Solrigt efterårsvejr i denne uge

På trods af mere regnvejr og blæst byder næste uge på mange solskinstimer og 20 grader.

Weekenden har budt på blæst og byger, og i perioder har solen haft trænge kår.

Der bliver mere plads til solen de næste dage, og selvom der er et større sammenhængende regnvejr på vej, vil det ikke genere ret meget. Du kan her se, hvor det regner netop nu.

Mandag morgen bliver kold og smuk i hele landet med temperaturer mellem 5 og 10 grader. Solopgangen kan nydes næsten uhindret af skyer mange steder i landet.

På Bornholm står solen op kvart over seks, og en halv time senere er den også oppe i Vestjylland.

I løbet af dagen kommer der flere skyer fra vest, men det vil kun være få steder, det kan dryppe lidt. Vejret bliver derfor også behageligt om eftermiddagen, omend det efterhånden bliver mest skyet i Vestjylland.

Femdøgnsprognose fra 7. til 11. september 2020.
Femdøgnsprognose fra 7. til 11. september 2020.
Foto: Grafik/Tv2 Vejret

Sent mandag aften vil det begynde at regne i Nord- og Vestjylland, mens det endnu holder tørt i resten af landet. Regnen vil i løbet af natten til tirsdag brede sig til hele landet.

Tirsdag morgen og formiddag vil det endnu være skyet de fleste steder, og særligt i øst kan det endnu regne en smule. Regnvejret trækker dog væk, så vi tirsdag eftermiddag får nogen sol og cirka 20 grader.

Som det fremgår af ovenstående grafik, kan der dog komme enkelte lokale byger tirsdag eftermiddag.

Onsdag vil nye fronter med forbigående regn passere Danmark, før vi torsdag og fredag igen får nogen sol og mest tørt vejr. Temperaturerne er dog ikke prangende. De fleste vil opleve 14 til 17 grader på uge 37's sidste hverdage.