I sin åbningstale i Folketinget sagde hun i dag, at et af de dilemmaer, som de næste år vil træde tydeligere frem, er “hensynet til klima over for hensynet til natur og miljø. Hensynet til den grønne omstilling over for hensynet til naboer og muligheden for at klage”.
- Den diskussion kan vi lige så godt starte nu. For den er ikke nem, sagde hun og oplyste, at vi i Danmark har flere end 4.000 vindmøller på land. Men over de senere år er udbygningen næsten gået helt i stå. For to år siden blev der sat 45 vindmøller op på land. Sidste år var tallet nede på 33. Og i år er der foreløbig kun opsat fire nye vindmøller.
- Hvis jeg nu skulle formulere det som en henvendelse til Sara & Monopolet. Så ville det lyde nogenlunde sådan her: ”Kære Sara og det altid fantastiske Monopol. Jeg hedder Mette og vil rigtig gerne have, at der bliver sat nogle vindmøller op hurtigt. Hvad mener Monopolet? Har dem, der vil sætte vindmøller op, ikke gjort deres forarbejde ordentligt? Kh. Mette”, sagde statsministeren fra talerstolen.
Problemstillingen eksisterer i dag ved Vadehavet, hvor der er foreslået et testcenter for 450 meter høje havvindmøller. Det er politisk besluttet, at der skal bygges et nyt havvindmølletestcenter, men hvor er endnu ikke bestemt.
Seks placeringer er blevet undersøgt for at kunne være placeringen for testcenteret. Tre af disse ligger i eller ved Vadehavet, og det møder stor modstand i det vestjyske.