Storkefans holder vejret efter drama: - Jeg har ondt i maven over det

Både Mona Bennetsen og Annette Lundstrøm følger hver dag med i storkelivet i Smedager, og de seneste dage har været lidt for dramatiske for de to storke-seere.

Tommy er død, Annika er alene med flere æg, og nye storke har meldt deres ankomst i Smedager.

Den seneste uges tid har været hæsblæsende, hvis man ligesom Mona Bennetsen følger livet i storkereden på tæt hold. 

- Det første, jeg gør om morgen, er at tænde computeren og se, om der er sket noget i reden. Og inden jeg går i seng, tjekker jeg lige, om det hele er, som det skal være i reden, siger Mona Bennetsen.

Og det hele har ikke været, som det skulle være den sidste tid. Siden lørdag aften har ingen set Tommy.

Tidligt onsdag meldte storkene.dk ud, at de nu erklærede Tommy for død. Det betød, at man ikke længere ville fokusere på at finde Tommy, men sætte alt ind på hvordan man bedst kan hjælpe Annika.

Mona Bennetsen føler også for storken, der nu er blevet enke og samtidig har flere unger på vej.

Mona Bennetsen har en lille bog, hvor hun noterer alt det, som sker i reden i Smedager. Hun kigger til reden cirka hver halve time.
Mona Bennetsen har en lille bog, hvor hun noterer alt det, som sker i reden i Smedager. Hun kigger til reden cirka hver halve time.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

- Jeg synes, at det er synd for Annika, at hun ligger og venter på Tommy. Jeg frygter jo, at hun ikke kan give alle ungerne noget at spise, når de kommer, og at de skal lide, fordi hun ikke kan give dem nok at spise, siger Mona Bennetsen. 

Ren reality

To hundrede kilometer nord for Smedager i Holstebro følger Annette Lundstrøm også livet i storkereden. Hun fortæller, at hun hver dag er inde mellem otte-ti gange for at se til storkene på tvsyd.dk.

Siden Tommy forsvandt, har hun dog holdt mere øje med reden. Hun erkender også, at dramaet i reden minder om et realityprogram, og hun bliver suget ind i det liv, som hun oplever i reden.

quote

Jeg har ondt i maven over det. Jeg synes jo simpelthen, at det er forfærdeligt, at Tommy er væk lige pludselig.

Annette Lundstrøm

Lige nu skaber det mere bekymring end begejstring.

- Jeg har ondt i maven over det. Jeg synes jo simpelthen, at det er forfærdeligt, at Tommy er væk lige pludselig, siger Annette Lundstrøm.

Hun har fulgt med i reden i mange år, men hun kan ikke huske et lignende drama. I de næste par dage vil hun også sidde klinet til computerskærmen.

- Det er næsten lige meget, hvem jeg snakker med – også folk fra Sverige - så kender de storkene. Det er bare spændende at følge med i, siger Annette Lundstrøm.

Nye storke er en trussel

Annika har nok og se til med både at sørge for reden, finde mad og passe på sine æg. Nu kan hun ikke længere gøre det skiftevis med Tommy.

Selvom Annette Lundstrøm bor i Vinderup nord for Holstebro, så følger hun livligt med i livet i storkereden. På billedet er hun interviewet til et indslag i TV SYD via FaceTime.
Selvom Annette Lundstrøm bor i Vinderup nord for Holstebro, så følger hun livligt med i livet i storkereden. På billedet er hun interviewet til et indslag i TV SYD via FaceTime.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Det giver udfordringer nok i sig selv, men nu kan storkefansene se endnu flere problemer vente forude for deres elskede stork i Smedager. To nye storke har meldt deres ankomst ved Smedager, og det har fået Annika til at beskytte sine æg og jage de fremmede storke væk.

Både Mona Bennetsen og Annette Lundstrøm tvivler på, at Annika alene kan tage vare på de unger, der snart skal udklække i reden.

- Jeg er ved at blive bekymret for, om hun kan klare ungerne. Hver gang hun forlader reden, så kan der komme ørne og alt muligt andet, siger Annette Lundstrøm.

Mona Bennetsen har set lidt af hvert i storkereden gennem årene, og det er sjældent, at hun slukker for streamingen. Nu venter en tid, hvor Annika skal kæmpe, og naturen skal gå sin gang. Og det kan måske få hende til at slukke.

- Jeg frygter jo, at hun ikke kan give alle ungerne noget at spise, og at de skal lide, fordi hun ikke kan give dem noget at spise, siger Mona Bennetsen. 

Du kan følge livet i storkereden her.