Tag på tur i mørket og oplev nattens natur

I weekenden afholdes flere arrangementer under det landsdækkende event ‘Nat i Naturen’. Se hvor du kan tage på nattetur i Syd- og Sønderjylland.

Hvis du endnu ikke har lagt planer for din lørdag aften, kan du gå på opdagelse i naturens mørke.

Flere steder i landet inviterer foreninger, organisationer og Naturstyrelsen nemlig til arrangementer, der alle går under temaet ‘Nat i Naturen’. Fælles er, at det foregår udendørs, mens mørket falder på.

Lørdag aften er der to arrangementer i Syd- og Sønderjylland. Se herunder, hvad de byder på.

Gåtur i mørket i Frederikshåb Plantage

Tag på gåtur, mens natten stille og roligt melder sin ankomst. Man kan vælge to ruter på henholdsvis 1,5 og 2,7 kilometer gennem Frederikshåb Plantage. Ruterne er markeret med knæklys og start/slut-stedet vil være oplyst med flagermuslygter. For at mørkeoplevelsen bliver så optimal som muligt, foregår turen uden brug af lys fra lommelygter og mobiltelefoner. Der vil være en naturguide ved startstedet og fortælle om ruterne og om, hvad man kan lægge mærke til på sin tur. Han går ikke selv med på ruten.

Arrangør: Naturstyrelsen

Mødetid: 8. maj 2021 kl. 22:30.

Mødested: P-plads ved Svampeskoven i Frederikshåb Plantage (Rygbjergvej 50, 7183 Randbøldal).

Nat i naturen i Draved Skov

Kom med på en guidet tur med naturvejleder Poul Erik Lange "Polle" gennem Draved Skov i Løgumkloster, når mørket falder på. Naturen er noget helt særligt, når man er der om natten. Sanserne bliver skærpet, og man får pludselig færten af et dyreliv, som man ellers sjældent lægger mærke til. Turen varer til cirka klokken 23.30.

Arrangør: Naturstyrelsen

Mødetid: 8. maj 2021 kl. 21:00.

Mødested: P-plads ved Dravedvej i Draved Skov, Løgumkloster

Du kan læse mere og finde arrangementer i andre regioner her.

‘Nat i Naturen’ er et samarbejde mellem blandt andet Det Danske Spejderkorps, Danmarks Naturfredningsforening, Ungdomsringen og Naturstyrelsen.

Initiativet hører under ‘Vores Natur’, der er et fælles projekt af Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og DR.