Ti udkantsgymnasier vil været lukket om ti år, siger minister
Der er flere udkantsgymnasier i Syd- og Sønderjylland, som tidligere har råbt politikerne op på grund af uforudsigelig økonomi.
Opdateret 10/8 kl. 10:23 med en præcisering af, at ministeren ikke ønsker at lukke ti gymnasier.
Landets gymnasier går en dyster fremtid i møde. Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at antallet af udkantsgymnasier i 2035 være faldet fra 85 til 75.
Det skriver DR, som oplyser, at det også kan ramme i Syd- og Sønderjylland.
For at undgå lukningerne vil undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) sammen med resten af regeringen igangsætte "en større reform af hele ungdomsuddannelsessystemet", som også kommer til at indebære sammenlægninger af forskellige gymnasiale uddannelser under ét tag.
Sammenlægningerne skal ifølge ministeren være med til at sikre, at unge i udkantsområder stadig har en ungdomsuddannelse i lokalområdet.
Udkantsgymnasier bange for fremtiden
I Syd- og Sønderjylland er der flere udkantsgymnasier, som kæmper om de unge, der ifølge fremskrivningerne bliver færre af i udkantsområderne.
Jo færre unge, jo færre penge får gymnasierne i tilskud.
I maj sendte 13 ungdomsuddannelser et åbent brev til politikerne på Christiansborg, hvor de opfordrede til at sikre dem en mere forudsigelig økonomi.
Og i maj 2023 kunne TV SYD fortælle om en ulighed i finansieringen af udkantsgymnasier, der betyder, at Tønder Handelsskole får 2,5 millioner kroner mindre end Tønder Gymnasium i udkantstilskud.
Det spiller ind i en i forvejen prekær situation for udkantsgymnasierne, som frygter for deres fremtid.
I maj måned forsikrede undervisningsministeren over for TV SYD, at der er opmærksomhed på de problemer, som ungdomsuddannelserne i Sønderjylland oplever.
- Jeg kan love, regeringen (efter sommerferien, red.) kommer til at fremlægge, hvad vi mener, men som altid skal vi jo forhandle finansloven med Folketingets partier. Men vi vil stå ret hårdt fast på, at der skal være udbud i landdistrikter af ungdomsuddannelser, sagde Mattias Tesfaye dengang.
- Vi skal have lavet en permanent ordning, så man ved, at man kan budgettere med langt ud i fremtiden. Og så skal vi også helt generelt set have en økonomi, der understøtter små skoler.