Tirsdag starter skyet - men det kan vende op ad dagen

En lun varme møder syd- og sønderjyderne, mens solen vil vise sig enkelte steder i løbet af eftermiddagen.

Det er en skyet - og enkelte steder våd - tirsdag morgen, som syd- og sønderjyderne vågner op til.

Men sådan fortsætter det ikke hele dagen.

Det fortæller Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

- Regnen ved grænseområdet og skyerne vil aftage op ad formiddagen, og desto mere nordpå man befinder sig, desto større vil chancerne for sol være. Man skal dog ikke sætte næsen op efter alt for meget sol i dag, siger han.

Selvom det kan blive en overskyet affære frem mod middag, bliver det en lun dag, vi går i møde.

DMI forventer nemlig temperaturer mellem 15 til 18 grader, mens det bliver en anelse koldere i den østlige del af landsdelen. Her når temperaturerne maksimalt 12 til 13 graders varme.