Tirsdagens smittetal: Region Syddanmark er foran med vaccinationer

940 borgere i TV SYDs sendeområde er testet positiv for corona de seneste syv døgn. Den seneste uge er Esbjerg den kommune, hvor smittetallet er faldet mest.

På landsplan er 754 nye smittetilfælde registreret det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut. Samtidig har 746 danskere overstået infektionen. 

Siden gårsdagens opdatering er et dødsfald registreret.

Smitteudvikling i Syd- og Sønderjylland

I TV SYDs sendeområde er 940 borgere testet positiv for corona de seneste syv døgn.

Hvis vi ser en uge tilbage til tirsdag den 16. marts, er der i Syd- og Sønderjylland samt Horsens og Hedensted Kommuner både eksempler på kommuner, hvis smittetal falder, stiger eller er stabilt. Dog er forskellen i antallet af smittede i kommunerne med stigende smittetal maksimalt på 25 flere smittede en opgørelsen fra den 16. marts.

Længdespringerne er Esbjerg Kommune, der sidste tirsdag havde 265 smittede den seneste uge. Denne tirsdag er det tal 155. Dermed er kommunen nogenlunde tilbage på det smitteniveau, kommunen havde før det større smitteudbrud omkring blandt andet Stengårdsvej og Skolebakken.

Nogle af de kommuner, der holder et stabilt smitteniveau sammenlignet med tal fra den 16. marts, er Varde, Kolding og Fanø Kommuner.

Region Syddanmark foran med vaccinationer

Siden mandag har 4.024 flere danskere påbegyndt vaccination, mens 7.810 flere er færdigvaccineret. Det betyder, at i alt 323.878 danskere har fået begge stik.

På landsplan har 11 procent af befolkningen påbegyndt vaccinationen. I Region Syddanmark er det tal 11,4 procent.