Udsigt til 700 millioner i EU-støtte til grænseregionen

En bevilling på 14 millioner kroner sikrer Interreg-sekretariatets fortsatte placering i Kruså. Dermed er der udsigt til at hente 700 millioner kroner i støtte fra EU til udviklingsprojekter i grænselandet.

Fra 2022 er der udsigt til, at den dansk-tyske grænseregion hen over de kommende syv år kan modtage ikke mindre end 700 millioner kroner fra EU til udvikling af den dansk-tyske grænseregion inden for bl.a. innovation og grøn omstilling. 

Det sker inden for det dansk-tyske samarbejdsprogram med formelle navn, Interreg 6A Deutschland-Danmark 2021-2027.

På sit seneste møde har regionsrådet i Region Syddanmark bevilget 14 millioner kroner, som fremover sikrer Interreg-sekretariatets fortsatte placering i Kruså.

Interreg-sekretariatet er en forudsætning for, at regionen kan modtage EU-støtten på omkring 700 millioner kroner sammen med de andre partnere i Interreg-samarbejdet. Ud over regionen tæller partnerne Region Sjælland, Flensborg, Kiel, Neumünster, Lübeck og fem landkredse i Slesvig-Holsten.

- Jeg glæder mig over, at EU i de kommende år støtter det dansk-tyske samarbejde om udvikling af grænseregionen med så stort et beløb. Vi er simpelthen lykkedes med at vise vigtigheden af at fortsætte det gode samarbejde hen over grænsen. Og når vi kommer ind i det nye år, er vi klar til at geare det dansk-tyske samarbejde op med støtten fra EU, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Fokus på innovation og bæredygtighed

De 700 millioner kroner skal først og fremmest bruges til dansk-tyske samarbejdsprojekter inden for innovation, bæredygtighed, attraktivitet og funktionalitet i grænseregionen. Det blev i sommer besluttet af Interreg 6A-styregruppen efter, at forslaget havde været i offentlig høring. Programforslaget skal godkendes af henholdsvis den danske og tyske regering og dernæst til endelig godkendelse i EU-Kommissionen. Det forventes at ske efter årsskiftet.

Fakta om Interreg Deutschland-Danmark

Siden 2014 har EU-programmet ”Interreg Deutschland-Danmark” givet tilskud til projekter inden for bl.a. innovation, sundhed, kultur, energi, uddannelse og arbejdsmarked.

Projekterne gennemføres af aktører fra Region Syddanmark, Region Sjælland og Nordtyskland.

Fra 2022 vil der være omkring 700  millioner kroner til rådighed fra EU til støtte og fremme af dansk-tyske samarbejdsprojekter.

Prioriteterne i den kommende støtteperiode er ”En innovativ Region”, ”En grøn Region”, ”En attraktiv Region”, ”En funktionel Region”.