Udsolgt: Her er alternativet til sommerhuset

Feriehusudlejerne melder om næsten udsolgte sommerhusområder. Har du endnu ikke nået at booke et sommerhus, får du her et alternativ.

Landets sommerhusudlejere kan snart melde om udsolgt i de populære ferieuger i Danmark.

Det kunne de fortælle hos Feriepartner på Rømø, som i uge 29 og 30 har tæt på totalt udsolgt.

Hvis du har været for sent ude og dermed er gået glip af sommerhusturen i Syd- og Sønderjylland, er der stadig masser af mulighed for overnatninger udenfor hjemmet. I år har der nemlig aldrig været flere muligheder for at overnatte i naturen.

Sådan får du den bedste teltoplevelse i naturen

I starten af maj måned åbnede Naturstyrelsen for, at man kan slå sit telt op i 77 nye skovområder. Af de nye områder finder man 11 i Syd- og Sønderjylland. Her er der nu mulighed for at slå sit telt op og nyde den uspolerede natur.

quote

Endelig skal I huske en lommelygte. Det er mørkt i skoven om natten.

Christian Kjær Jørgensen, Spejderleder, KFUM Spejderne i Sønderborg.

Før du og familien begiver sig ud i naturen, får du råd af spejderleder Christian Kjær Jørgensen fra KFUM Spejderne i Sønderborg, der peger på fire vigtige ting, når du skal overnatte i naturen.

Her er de nye områder i Syd- og Sønderjylland

Barsbøl Skov, Jels 
Bjerreskov, Ribe 
Bommerlund Plantage (øst for Hærvejen), Kruså 
Drenderup Skov, Vamdrup 
Harte Skov, Kolding 
Kirkekobbel, Vojens
Nørreskoven (nord for Sandagerbjerg/Sandager Mosevej), Als, 
Sandkulen, Vojens 
Tange Bakker, Ribe
Teglholt, Vojens 
Toftlund Skov, Toftlund 

- Det første, du bør gøre, er at gå ind på hjemmesiden udinaturen.dk, hvor du kan finde en teltplads nær dig. Der er 275 statsskove med fri teltning i Danmark. Herinde kan du også finde regler for at overnatte i naturen, fortæller Christian Kjær Jørgensen.

- Når I skal slå telt op, så sørg for, at det ligger i læ for vinden. Det kan larme helt utroligt, hvis teltdugen blafrer i vinden. Endelig bør I fjerne sten og andre ting, som kan genere jeres underlag. På solrige dage er det også en god ide at ligge i skygge for morgensolen, så teltet ikke føles som en sauna, når I vågner næste morgen, lyder hans andet råd.

Her finder du de 77 nye skove, hvor du nu kan slå dit telt op.
Her finder du de 77 nye skove, hvor du nu kan slå dit telt op.
Foto: Naturstyrelsen

- Hvis I skal på vandretur, er det vigtigt, at I medbringer et minimum af udstyr, så det ikke bliver for tungt. Medbring en Trangia til madlavning, en passende sovepose til årstiden, samt liggeunderlag og varmt tøj. Mangler I noget på turen, kan I altid medbringe det på den næste tur, lyder anbefalingen.

- Endelig skal I huske en lommelygte. Det er mørkt i skoven om natten. Medbring også en powerbank til telefonerne, så I altid kan komme i kontakt med omverdenen, hvis uheldet skulle være ude, slutter han.

Regler for fri teltning 

  • Teltning må kun ske på de træbevoksede områder i de udvalgte skove.
  • Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  • Man må højst slå to telte op samme sted.
  • Teltene må maks. være tre-personers telte.
  • Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  • Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  • Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. 
  • Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt.
  • Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  • Teltning er ikke tilladt på strandbredder, klitter, enge, moser, heder eller marker.
  • Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.
  • Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er lovligt at udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer, højttaler, musikinstrumenter o.a. på en støjende måde.

Kilde: Naturstyrelsen.