Usædvanligt mange spritbilister på vejene

Syd- og Sønderjyllands Politi kan fortælle, at der natten til søndag var et usædvanligt højt antal spritbilister på vejene.

I løbet af natten til søndag blev otte personer sigtet for at køre bil med en promille over den lovlige på 0,5.

Det er et usædvanligt højt antal af bilister, der skulle forbi lægen og have taget en blodprøve, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Karsten Høy til TV SYD.

 

Spritbilisterne var fordelt over hele regionen. Hvorfor der i nat var flere end normalt, kan politiet ikke umiddelbart konkludere noget på.

- Det er et usædvanligt højt antal i forhold til en normal weekend som denne. Hvorfor vi oplever flere netop nu, er svært at sige noget om. Det kan også forekomme, at vi sigter så mange, når der ikke er coronarestriktioner på værtshusene. Antallet i nat må derfor betragtes som en tilfældighed, fortæller vagtchef Karsten Høy.

Senest kunne Syd- og Sønderjyllands Politi sigte endnu en person for at køre bil påvirket af spiritus. Politiet fandt personen, da denne var kørt af vejen tæt ved Ølgod. Det blev således den niende bilist, der skulle en tur forbi lægen og have taget en blodprøve.