Vejret i 2021 har været usædvanligt almindeligt med kun en vejrrekord - den har fået elpriserne på himmelflugt

Ifølge klimatolog var det gennemsnitlige vejr i 2021 et godt billede på det generelle vejr i Danmark. Men én rekord er slået - der har været mindre blæst i Danmark, og det har haft betydning for elpriserne.

I 2021 er der hverken blevet slået varme- eller nedbørsrekorder, faktisk har årets vejr været uden de store udsving.

Den gennemsnitlige temperatur for 2021 landede på 8,7 grader. Hvilket er præcist det samme som den samlede gennemsnitstemperatur i Danmark fra 1990 til 2020.

Det viser en opgørelse fra DMI.

Ifølge Mikael Scharling, som er klimatolog hos DMI, var årets nedbør og solskinstimer også meget tæt på gennemsnittet for de seneste 30 år.

- Når man ser på hovedtallene, har det været et usædvanligt almindeligt og lidt anonymt år, siger han.

Der faldt 741,0 mm nedbør i 2021, hvilket er en smule lavere end gennemsnittet i de seneste 30 år på 759,1 mm nedbør.

Også solskinstimerne var en smule lavere end gennemsnittet med 1639,6 solskinstimer i 2021 i forhold til 1668,9 timer.

Der bliver varmere

Selv om der ikke blev slået store vejrrekorder i 2021, er årets gennemsnitstemperatur en indikation på, at det bliver varmere i Danmark.

Det skyldes, at gennemsnitstemperaturen på 8,7 grader i perioden fra 1990 til 2020 er en grad højere end gennemsnitstemperaturen fra 1960 til 1990, hvor gennemsnitstemperaturen var 7,7 grader, forklarer Mikael Scharling.

- Klimaet har forandret sig, det er blevet varmere, og der er mere nedbør. Dette års vejr passer derfor rigtig godt ind i det generelle billede af vejret i Danmark, siger han.

En vejrrekord i 2021

Dog blev der sat en vejrrekord i løbet af året, da den gennemsnitlige vindhastighed for året blev målt til 4,3 meter i sekundet. Hvilket er 0,4 meter i sekundet under gennemsnittet og svarer til et fald på cirka 8,4 procent.

Den lave vindhastighed i 2021 er en af årsagerne til de høje elpriser i løbet af året.

- Vi får en stor del af vores elektricitet fra vindmøller, og derfor hænger manglen på vind sammen med de stigende elpriser, siger klimatologen og forklarer, at de stigende elpriser også skyldes mangel på vand i Norge.

I 2021 blev der målt det femte varmeste efterår nogensinde. Mens årets varmeste dag blev målt til 34,0 grader den 20. juni. Det er femte varmeste junidag registret siden 1874 og den varmeste junidag siden 1947.

Derudover var det meget tæt på, at der var en landsdækkende hvid jul i 2021.

At Danmark i år var tæt på en landsdækkende hvid jul var i høj grad et tilfælde, siger Mikael Scharling og forklarer, at vintrene i Danmark de seneste år er blevet mildere og mildere.

Derfor faldt chancen for hvid jul fra otte til syv procent i 2020.

- Det kommer til at ske mere og mere sjældent, at der kommer en polarfront ned over Danmark og giver rigtigt frostvejr, og det skyldes den globale temperaturstigning, siger han.