Vognmænd vil blokere motorvejstilkørsler

Mandag vil motorvejstilkørsler i hele landet blive blokeret, hvis regeringen ikke dropper en ny vejafgift.

I Danmark har vi mere end 1.200 kilometer motorvej, som hver dag er fyldt med hundredetusindevis af biler.

På mandag kan motorvejene dog risikere at ligge næsten øde hen i det meste af landet.

Det skyldes, at vognmænd fra hele landet har planer om at demonstrere ved landets motorvejstilkørsler på grund af en foreslået vejafgift.

quote

Vi vil vise folk, hvor stor betydning vi har i Danmark

René Spang Jørgensen, vognmand

René Spang Jørgensen fra Give er vognmand og har virksomheden Lillehjælper A/S. Han er med til at organisere demonstrationen i den del af landet, der strækker sig fra Brande og ned mod Lillebælt. 

- Der bliver afholdt demonstration på samtlige tilkørsler på strækningen, så man kan ikke komme på motorvejen, siger han.

- Man skal forvente, at det bliver svært fremkommeligt i Danmark på mandag.

Regeringens nye vejafgift for lastbiler:

Der skal fra 2025 indføres en kilometerbaseret vejafgift, som betyder, at en lastbil, der kører på benzin eller diesel, i gennemsnit skal betale 1,30 kroner per kilometer.

Regeringen forventer, at aftalen vil reducere CO₂-udledningen med lige omkring 0,3 millioner ton CO₂ i 2025 og cirka 0,4 millioner ton i 2030.

Ved at hente 3,6 milliarder kroner fra lastbilkørsel bliver der ifølge regeringen årligt 1,1 milliarder kroner at bruge på grøn transport.

Kilde: TV 2

Folketingets Skatteudvalg har onsdag møde med DTL-Danske Vognmænd om forslaget om vejafgift - og vognmændene håber da også på, at politikerne vil droppe forslaget om vejafgiften for lastbiler inden mandag, så landets motorvejstilkørsler ikke skal blokeres.

Demonstrationen er sat til at begynde mandag morgen klokken 6.

- Vi vil vise, at vi vognmænd kan stå sammen, og så vil vi vise folk, hvor stor betydning vi har i Danmark, fortæller René Spang Jørgensen.

Rene Spang Jørgensen fra Give er med til at arrangere mandagens demonstration.
Rene Spang Jørgensen fra Give-virksomheden Lillehjælper A/S er med til at koordinere mandagens demonstration. Han fortæller, at der stadig er plads, hvis man vil deltage i demonstrationen mandag.
Foto: Privatfoto

Demonstrationen kommer ifølge ham ikke til at være overstået på en enkelt dag.

- Det er ikke sådan, at vi har planer om at komme hjem til aften mandag. Der kan også komme til at være spærret tirsdag og onsdag - indtil regeringen har taget lovforslaget af, siger han.

Intet ulovligt

Både Dansk Industri (DI) og Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) advarer på vegne af interesseorganisationerne i branchen mod, at man deltager i en blokadedemonstration. Det skriver TV 2. 

De vil ikke støtte op om en eventuel ulovlig blokade, skriver de i en meddelelse.

Men ifølge indehaveren af Lillehjælper A/S er der intet ulovligt i den aktion, der vil finde sted mandag. 

Lastbiler parkerede ved Christiansborg for at demonstrere imod en foreslået lov om kørselsafgift tirsdag 4. april 2023.
I april blev der også demonstreret, da chauffører og vognmænd parkerede foran Christiansborg for at demonstrere imod den foreslåede lov om kørselsafgift.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Politiet er underrettet om demonstrationen, og efter dialog med politiet blokerer man ikke hovedveje og motorveje.

Netop derfor er det også motorvejstilkørsler, som lastbilerne mandag vil blokere.

- Tilkørslerne har vi fået grønt lys til. Vi vil gøre alt for, at det hele foregår lovligt og i god ro og orden, fortæller René Spang Jørgensen.

Syge fru Hansen kan passere

Mens den almene dansker får svært ved at komme på motorvejen mandag, så er der dog undtagelser. Det gælder blandt andet køretøjer med blå blink, dyretransporter, hjemmeplejen og biler med syge og fødende.

- Hvis fru Hansen kommer og siger, at hun har en tid ved lægen i Brande, så skal hun have lov til at passere, eller hvis der er en, der har en operationstid i Odense. Vi er ganske almindelige mennesker og vil selvfølgelig give dem lov til at komme forbi, fortæller han. 

Mens det tyder på, at mandag kan blive en lettere kaotisk dag i trafikken, så håber René Spang Jørgensen på, at der findes en løsning inden.

- Det er det allerstørste håb og ønske, siger han.