Weekendvejret ser lovende ud: Du kan se pinsesolen danse i år

Ikke nok med at mange mennesker fredag eftermiddag går på forlænget pinseweekend, så er der også gode nyheder på vejrfronten.

Efter en fredag, der starter skyet, men slutter af med sol til de fleste, står weekenden i solens og tørvejrets tegn.

Pinsesolen danser

  • Mange danskere forbinder pinse med at "se pinsesolen danse". Det kan man gøre ved enten at stå meget tidligt op - eller lade være med at gå i seng, men danse og feste igennem hele natten.
  • Det er en nyere skik, der stammer fra midten af 1800-tallet, og som kun findes i Danmark. 
  • Den første litterære omtale findes i Vilhelm Bergsøes "Fra den gamle fabrik", fra 1869. Mange andre har beskrevet skikken, som synes at være en københavnerskik, der senere har bredt sig til resten af landet.
  • Visse sangforeninger har haft en skik, som gik ud på at stå tidligt op og gå i skoven for at synge og se solen danse.

Kilde: Nationalmuseet



Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Mette Zhang tidligt fredag morgen.

- Fredag vil de fleste stå op til et gråt og tungt skydække. Men så ser det ud til, at det vil klare op i løbet af dagen. Mange steder vil der komme nogen eller en del sol, når vi når hen sidst på dagen, siger hun.

Tåget lørdag morgen

Lørdag vil mange mennesker stå op til tågebanker. Igen ser det dog ud til, at det vil klare op.

- Solen har jo rigtig godt fat for tiden, så den vil brænde tågen væk i løbet af dagen, siger Mette Zhang.

- Og så får vi nogle pæne temperaturer lørdag med mellem 17 og 22 grader. Det kan blive lidt køligere ved kyster med pålandsvind, tilføjer hun.

Hvorfor fejrer vi pinse?

  • Pinsen er den kristne højtid, hvor man fejrer Helligåndens komme. 
  • Den fejres i over to dage: Pinsedag, som altid er en søndag, og 2. pinsedag, som er mandagen lige efter.
  • Der er altid 50 dage, eller syv uger, mellem påskedag og pinsedag. Da påsken falder forskelligt år efter år, påvirker det også pinsen, der dog altid falder i maj eller juni.
  • Pinsen kaldes også kirkens fødselsdag.

Kilde: Folkekirken.dk

Søndag morgen kan man se solen danse

På pinsedag søndag er der igen en lille risiko for tågebanker i morgentimerne, men ellers forventer DMI, at der kommer nogen eller en del sol. Og igen forventes der temperaturer op mellem 17 og 22 grader.

Mette Zhang vil "bestemt ikke udelukke", at det bliver muligt at se pinsesolen danse søndag morgen.

- Der er risiko for, at der lokalt kan ligge nogle tågebanker og spærre for udsigten, og lokalt kan der måske også være nogle lave skyer. Men generelt set skulle der være pæne chancer for at se pinsesolen danse, siger hun.

Årsagen til det fine vejr er ifølge DMI et højtryk, der lige nu ligger vest for De Britiske Øer, men som bevæger sig mod øst og nordøst og i en overgang stabiliserer vejret.

Fra mandag ventes et lavtryk at bevæge sig op over Nordsøen fra sydvest og give ustadigt vejr med skyer, regn og byger.