Det har været en voldsom mandag i trafikken. Efter alt at dømme er det tæt tåge og for høj hastighed, som er årsagen.
I alt er der sket 14 ulykker på vejene i Syd- og Sønderjylland.
Ved de tre større ulykker på Sønderjyske Motorvej i formiddag var i alt fire lastvogne og 11 personbiler involveret.
To mænd fra Tinglev-området på henholdsvis 70 og 81 år blev dræbt, da de kom kørende sammen i en bil, som blev klemt mellem to lastbiler.
I Syd- og Sønderjyllands politikreds er der desuden meldinger om flere mindre uheld uden alvorlige personskader, men med buler og skrammer på bilerne.
I Sydøstjyllands Politikreds har der været 11 færdselsuheld, hvor hele 47 køretøjer var impliceret, 15 personer er kommet til skade, heraf to alvorligt.