220 cykler for Red Barnet

220 cyklister tramper i denne weekenden i pedalerne i SE Touren, der fører cyklisterne 500 kilometer rundt i det syd- og sønderjyske landskab, mens de kører penge hjem til Red Barnet.

Ruten er 500 kilometer lang og starter i Esbjerg, hvorefter den blandt andet går igennem Sønderborg og Kolding for søndag at ende ved Lalandia i Billund.

Formålet med ruten er at samle penge ind til Red Barnets familie- og oplevelsesklubber i Syd- og Sønderjylland.

Ligesom i Tour de France er der trøjer at køre om, men i SE Touren er det ikke tid eller point, det handler om. Den, der samler flest penge ind i alt, den, der får det største beløb fra én giver, eller den, der samler flest penge ind på et døgn, får henholdsvis en gul, prikket eller grøn trøje at køre i næste dag.

 

Fakta om SE Touren:

SE Touren er Danmarks største etape cykelløb for motionister. Op til 500 ryttere kan køre med i feltet på den 500 km lange rute igennem Syd- og Sønderjylland sidste weekend i august. Løbet er åbent for alle, der kan gennemføre turen med en gennemsnitsfart på 28 km/t. Der køres i ét samlet felt, i ens cykeltøj, med følgebiler og politieskorte. SE Touren samler ind til Red Barnets familie- og oplevelsesklubber i Syd- og Sønderjylland. I 2012 kunne SE Touren donere mere end 500.000 kr. til det gode formål.