40 indbrud i døgnet

Politiet har sat ekstra kræfter ind for at sænke antallet af indbrud. Alligevel er antallet af indbrud i TV SYDs sendeområde steget de sidste tre år.

Skærpet indsats slår ikke igennem

40 indbrud i private hjem i døgnet. Det er status lige nu for Sydøstjylland samt Syd- og Sønderjyllands politikredse. En skærpet indsats fra politiets side har ikke fået vendt stigningen i indbrud i private hjem.

I oktober 2008 besluttede Rigspolitiet at sætte ekstra ind mod den "borgernære og utryghedsskabende kriminalitet". Bekæmpelse af indbrud i beboelse blev udpeget som særligt vigtig.

Stigning i antal

I Syd og Sønderjyllands Politikreds skete der i 2007 5.846 indbrud - et tal der steg til 6.406 i 2008. I 2009 nåede tallet helt op på 6.937 indbrud.

Samme udvikling er sket hos Sydøstjyllands Politi.  Her skete der i 2007 5.517 indbrud - i 2008 6.811 indbrud og i 2009 7.532 indbrud  - en stigning på 2000 indbrud i løbet af to år.

Link til politistatistik - Se mere statistik fra politiet her.