Adgangskrav til gymnasiet vil lukke skoler

Adgangskrav til gymnasie-uddannelserne vil affolke skolerne, og på mange skoler bliver der så få elever tilbage, at de må lukke.

Det viser beregninger fra undervisningsministeriet.

Venstre, konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har stillet krav om et karakterkrav som betingelse for at indgå et bredt forlig om ungdomsuddannelserne, der også skal omfatte de faglige uddannelser.

De borgerlige partier har ikke lagt sig fast på størrelsen af de karakterne fra folkeskolen, som skal give adgang til gymnasie-uddannelserne.

Men hvis kravet sættes til mindst syv i dansk og matematik, kan 44 procent af eleverne i hele landet ikke klare kravet, hvis man går ud fra tal fra 2012. Det svarer ifølge undervisningsministeriet til 22.000 elever. I Region Syddanmark er det 4.800 elever.

Tallet varierer meget fra skole til skole.

På Tønder handelsgymnasium kan 64 procent af eleverne ikke klare et karakterkrav på syv, på det tyske gymnasium i Aabenraa falder 63 procent fra, på Erhvervsgymnasiet i Grindsted er det 63 procent og på handelsgymnasiet i Varde er det 61 procent.

Viceforstander Alex Petersen, Tønder Handelsgymnasium & Handelsskole, mener, at det ikke er nok at se på karaktererne fra folkeskolen.

Han peger på, at 85-86 procent af eleverne i Tønder gennemfører uddannelsen, mens det kun er mellem 78 og 82 procent på landsplan.

 

 

Notatet fra undervisningsministeriet: