Analyse: Ny motorvej vil ikke hjælpe

En analyse fra Vejdirektoratet ser ud til at lægge den såkaldte Hærvejsmotorvej i graven. Den vil ikke fjerne bilkøerne på den eksisterende motorvej, E45, langs østkysten.

- Anlæg af en midtjysk motorvej vil ikke kunne løse de trafikale problemer på E45, men alene udskyde udbygningsbehovet på E45 i en årrække (cirka 5-10 år), skriver direktoratet i analysen.

Ikke i god jord

Den melding falder ikke i god jord hos Hærvejskomitéen, som arbejder for en midtjysk motorvej.

- Det er vi meget uenige i. I vores hoveder er der ingen tvivl om, at en velvalgt parallelmotorvej vil aflaste E45 utrolig meget, siger formand Jens Christian Lund til Ritzau.

Hærvejdskomiteen var tidligt mandag ude med beskyldninger om politisk manipulation. (Se særskilt historie)

Pris: 15-20 mia. kr.

Vejdirektoratet påpeger, at en midtjysk motorvej vil koste mellem 15 og 20 milliarder kroner, og at projektet vil tage mellem 15 og 20 år at realisere.

Samtidig vil aflastningseffekten på E45 være størst omkring Hobro i nord og Kolding i syd, men mindre omkring de mest belastede områder syd for Aarhus og ved Vejlefjordbroen.

- Vi er enige i, at der er nogle steder, hvor man er nødt til at udvide E45, eksempelvis fra Aarhus til Skanderborg. Det har vi aldrig været i tvivl om, medgiver Jens Christian Lund.

Sparer udvidelse

Han mener dog ikke, at dette forhold diskvalificerer en midtjysk motorvej.

- Resten af vejen (på E45, red.) kan man spare en udvidelse til seks og otte spor. Den vil blive virkelig dyr og langt mindre effektiv end at lave en parallelmotorvej, påpeger formanden.

Ifølge ham vil en midtjysk motorvej være "gratis" i den forstand, at det vil koste lige så meget at lave tilsvarende udvidelser af E45.

Flere mangler

Hærvejskomitéen mener, at der er flere mangler i Vejdirektoratets analyse.

- Man mangler at se på erhvervsudviklingen i Jylland. Hele den tunge eksport bevæger sig fra nord mod syd, og de, der laver rapporter, er måske mere østvendte i deres tankegang, siger Jens Christian Lund.

Han er desuden utilfreds med, at analysen i de to af de tre undersøgte linjeføringer for en midtjysk motorvej ikke indeholder et "hængsel" i Trekantområdet, så trafikken fra Sjælland og Fyn kan blive koblet på