Anni Matthiesen melder klart ud: - Det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet

- Jeg har personligt taget stilling til, hvem jeg gerne ser som formand, siger Venstres indenrigsordfører til TV SYD.

- Det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet på en eller anden facon. 

Sådan siger Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen til TV SYD onsdag aften. 

Hun er indenrigsordfører og valgt i Sydjyllands Storkreds, og for første gang melder hun klart ud, hvad hun ønsker, der skal ske med formandsposten i Venstre. 

- En gang i mellem kan det være nødvendigt med drastiske skridt, siger Anni Matthiesen. 

Formand Lars Løkke Rasmussen har flere gange understreget, at han ikke går nogen steder.

Men for Anni Matthiesen er det tydeligt, at der ikke længere er tillid til formanden, og derfor er det nødvendigt at tage stilling til, hvad der skal ske med formandsposten.

- Jeg har personligt taget stilling til, hvem jeg gerne ser som formand, men det vil jeg ikke afsløre før til landsmødet, siger Anni Matthiesen.

- Uden baglandet er vi ingenting

Det er endnu ikke bestemt, hvornår landsmødet skal finde sted, men Lars Løkke Rasmussen har anmodet om at rykke det til før Folketingets åbning den 1. oktober. Det skriver TV 2. 

Tirsdag trak folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Carsten Kissmeyer offentligt deres støtte til Venstre-formanden, mens Claus Hjort Frederiksen mente, at Lars Løkke var udsat for mobning. 

Anni Matthiesen slår fast, at al den ballade, der har været i medierne om Venstre og internt i partiet, ikke har gjort noget godt for partiet. 

- Det er vigtigt, at vi tager vores bagland alvorligt – for uden baglandet er vi ingenting, siger Anni Matthiesen.

Onsdag holdt Venstre gruppemøde, men her blev formandsposten ikke diskuteret, fortalte Lars Løkke Rasmussen til TV 2 tidligere i dag. Han mener, at det rette sted for den debat er ved landsmødet.