Arbejdet stod klar til at hjælpe sorgramte Flemming

Det var en nervøs Flemming Christiansen, der trådte ind på arbejdspladsen efter sin datters død. Heldigvis for ham stod virksomheden klar med en plan.

Flemming Christiansen arbejder til dagligt med lastbiler som speditør i Nagel-Group. Derfor var det også ekstra hårdt for ham at vende tilbage på arbejdet efter datterens død. Det var nemlig en lastbil, ikke fra hans firma, der forårsagede den trafikulykke, hvor hun blev dræbt. 

- Det var med rystende hænder, at jeg startede igen, siger han til TV SYD.

Undersøgelser fra Det Nationale Sorgcenter viser, at 73 % af dem der har mistet et nært familiemedlem, bliver påvirket negativt i forhold til deres arbejde eller studieliv.  Efter datterens død var Flemming Christiansen sygemeldt i en måned. Det var af afgørende betydning, at virksomheden stod klar til at håndtere hans situation, da han kom tilbage.

- Vi passer på, at vi ikke går ind og presse på for, at man skal komme tilbage. Medarbejderen skal også selv have lov at mærke efter. Hvis vi har en psykolog indover, så tager vi også psykologens vurdering med, siger Kim Anker, der er HR-chef i virksomheden.

quote

Vi snakkede bare med ham om tingene i stedet for at lade som om, at det ikke var sket.

Rikke Holm, Gruppeleder i Nagel-Group.

Kollegaerne var også forberedte på, hvordan de skulle håndtere Flemming Chritiansens situation, da han vendte tilbage.

- Vi snakkede bare med ham om tingene i stedet for at lade som om, at det ikke var sket, eller det var noget forfærdeligt noget at skulle snakke om. Han havde jo brug for at snakke om det, siger Rikke Holm, der er gruppeleder i Nagel-Group.

Sorg koster samfundet penge

220.000 danskere rammes af sorg hvert år, af dem udvikler 10 procent det, der kaldes kompliceret sorg, som kræver behandling. Beregninger fra rådgivningsfirmaet Deloitte viser, at det hvert år koster samfundet 3,4 milliarder  kroner.  Derfor har virksomheder gode grund til at hjælpe medarbejdere i sorg.

Flemming Christiansen er heller ikke i tvivl om, at psykologhjælp og kollegaerne var med til, at han kunne fungere på sin arbejdsplads efter sygemeldingen.

- Uden det så tror jeg ikke, at jeg var forsat. Så havde jeg bare gået alene rundt hernede og ikke haft nogen at snakke med. Jeg har sat meget stor pris på, at der ikke var nogen berøringsangst, siger Flemming Christiansen.

TV SYD har i den sidste uges tid sat fokus på sorg og tragedie. Her er der taget udgangspunkt i familierne til Sarah Grønbæk og Julie Lystlund, Flemming Christiansens datter, der mistede livet i en voldsom trafikulykke i 2014.