Befolkningstal steg 20 pct. på Endelave

Befolkningetallet på Endelave steg med 20 pct., da Regionsrådet for Region Midtjylland mandag tog med færgen til øen for at overrække en hæderspris på 150.000 kr.

Endelave har 197 indbyggere. De er stolte af, at øen har fået regionens landsbypris. Prisen havde regionsrådets formand, Bent Hansen (S), med, da det samlede regionsråd  besøgte øen som led i en af deres årlige såkaldte besigtigelsesture.

Udvikling vendt

De fleste af øens beboere har valgt at blive hjemme i dag. Meget passende, når videnskabsministeriet har udnævnt den 2.maj til den første hjemmearbejdsdag.
- Vi glæder os til at opleve, hvordan det er lykkedes for endelavitterne at vende udviklingen, siger Gert Schou, medlem af regionsrådet og formand for det rådgivende udvalg for regional udvikling.

- Trods alle odds kan endelavitterne fremvise stigende antal indbyggere og arbejdspladser. Og de har lagt store planer for de kommende år. Endelave By er simpelthen et godt eksempel for andre små samfund i regionen, siger Gert Schou.

Skvalderkål og strandkål

Regionsrådet og en stor del af beboerne skal spise på øens driftige kro.

- Vi skal bespise 200 mennesker, så jo, vi har travlt for tiden, fortæller Maja Clement Lausen, der er kok på Endelave Kro.

Hun har de seneste dage stået på hovedet i strandkanten for at plukke den særlige strandkål ? en aspargeslignende delikatesse. Også skvalderkål vil indgå i menuen som tærter. Fra dyrelivet bliver gæsterne blandt andet budt på en kaninret, nyrøgede fisk og honning fra egen biavl.