Beskyldninger om ulovlige stoffer i svinekød

Danish Crown afviser, at selskabet har blandet hormoner eller andre endnu mere skadelige og ulovlige stoffer i svinekød til det kinesiske marked.

I kinesisk presse er det blevet offentliggjort, at der er fundet rester af det forbudte stof clenbuterol i svinekød. Stoffet er en slags steroider til muskelopbygning.
De ulovlige rester skulle være fundet i små mængder i kød fra USA, Canada og Danmark, oplyser de kinesiske aviskilder.

- Vi har ikke fået trukket kød tilbage, og vi har ikke sendt kød til Kina med den slags stoffer. Selvfølgelig ikke, siger underdirektør Søren Tinggaard ifølge Landbrugsavisen.

Hidtil har han kun hørt om, at kinesiske producenter selv kunne have tilført den slags stoffer i svinekødet.  Og han har ikke hørt om, at USA eller Canada skulle have gjort det samme.

Kina er ikke ligefrem ukendt med fødevareskandaler, hvor tilsætning af stoffer bruges i kampen for profit.
For få år siden var den kinesiske mejeriindustri ramt af en meget alvorlig skandale, hvor der blev tilsat melamin - et plastprodukt - i mælkepulver. Den gang blev Arla Foods gennem sin samarbejdspartner i Kina hårdt ramt.

Danish Crown er meget opmærksom på, at man skal følge det rette spor i Kina. Landet har nemlig udsigt til allerede næste år at blive slagterikoncernens næststørste marked i verden.

De danske svineproducenter tjener godt på, at kineserne godt kan lide de dele af grisen, andre afskyr: Grisehoveder, tæer og grisehaler.

Det nye er, at kineserne nu også vil betale for de lidt mere forædlede varer som spareribs og andre produkter.