Bilforhandler: Mere grænsekontrol vil hjælpe mod tyveri

61 procent af danskerne vil have genindført den permanente grænsekontrol. Det viser en undersøgelse, som DR Nyheder har fået foretaget. Og det er en god idé hvis man spørger en autoforhandler i Fredericia.

5-6 gange i 2014 måtte bilforhandler Jacob Givskov Nielsen konstatere, at tyveknægte havde hjulpet sig selv til airbags og reservedele fra de biler, han har stående i udstillingen hos Kraft Biler i Fredericia.

Hver gang koster det tid og penge at reparere bilerne og øge sikkerheden. Og hver gang håber han, at det bliver den sidste.

- Jeg tror faktisk, at politiet kender meget til de mennesker, der laver de her indbrud. Men der er ikke ressourcer til at gøre noget. Det ville hjælpe meget, hvis der blev sat ressourcer af til at kontrollere grænserne noget mere, for som det er nu, så er det for let for østeuropæiske tyve at komme ubemærket over grænsen, siger Jacob Givskov Nielsen til TV SYD.

Og han deler holdning med størstedelen af danskerne. Ifølge en ny meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, så erklærer 61 procent sig helt eller delvist enige i, at den permanente grænsekontrol bør genindføres. Kun 30 procent er uenige.