Bjarne Corydon bliver som ventet ny finansminister

Den 38-årige Bjarne Corydon, der er valgt i Esbjerg og vokset op i Kolding, bliver ny finansminister.

Indtil for to måneder siden havde de færreste danskere hørt om Bjarne Corydon.
Men så tog den 38-årige socialdemokrat det endelige skridt ud af rådgivernes skyggelandskab og ind i det politiske rampelys.

Bjarne Corydon stillede op i Esbjerg og blev valgt ind i Folketinget med 8299 stemmer i ryggen, efter at blandt andet bysbarnet Poul Nyrup Rasmussen havde støttet ham i valgkampen.

Siden 2000 har han arbejdet for Socialdemokratiet, i de seneste seks år som stabschef for Helle Thorning-Schmidt og leder af Socialdemokraternes analyse- og informationsafdeling.

Bjarne Corydon og Helle Thornings veje krydsedes for første gang tilbage i 1996, da Corydon blev barselsvikar for den nuværende partiformand, mens hun arbejdede i Socialdemokraternes sekretariat i EU-Parlamentet.

Siden har hans strategiske evner båret ham fremad og opad til trods for, at han under formandsopgøret i 2005 stod på Frank Jensens tabende side.

Bjarne Corydon er født i Kolding, men bor i dag på Amager med hustruen Nina og deres fire børn i alderen et til 11 år.