Brandfarlig sommer firedobler antallet af naturbrande

Antallet af naturbrande er firedoblet i Syd- og Sønderjylland denne sommer. Det viser ny opgørelse fra Beredskabsstyrelsen.

Brandvæsnet i Syd- og Sønderjylland har haft usædvanligt travlt denne sommer. Især juli måned har været slem. Her blev brandvæsnet kaldt ud til 260 brande. Til sammenligning rykkede brandvæsnet ”kun” ud til gennemsnitligt 37 brande i juli måned i årene 2013-2017. Dermed er antallet af brande i Syd- og Sønderjylland syvdoblet i juli måned sammenlignet med de foregående fem år.

Syd- og Sønderjylland er ét af de områder, i Danmark, der har været hårdest ramt af brande i den tørre sommer.

Samlet set er antallet af brande steget 3,5 gange på landsplan. I Syd- og Sønderjylland er antallet steget 3,9 gange i perioden maj-juni.

Til Ritzau siger forebyggelsesekspert Mads Dalgaard, Beredskabsstyrelsen, at han i sine 30 år i Beredskabsstyrelsen aldrig tidligere har set noget lignende.

- Vegetationen er simpelthen blevet så tør, at der kun skal en meget lille gnist til at antænde en brand. Normalt ser man ikke en cigaret tænde en brand i græs, men det gør vi nu, siger forebyggelsesekspert hos Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard.

Flest brande i Vejle Kommune

Hvis man dykker lidt ned i tallene, kan man se, at især Vejle Kommune har været hårdt ramt af naturbrande.

Her blev antallet af brande femdoblet i perioden maj-juni, og alene i juli måned var der 31 brande i Vejle Kommune, hvilket er en ottedobling i forhold til ”normalt”.

Også Aabenraa og Esbjerg kommuner har været hårdt ramt af naturbrande med henholdsvis 42 og 36 brande i perioden maj til juli.

Fanø og Billund kommuner er de to kommuner, der er sluppet ”billigst”, hvis man kigger på antallet af naturbrande. Til gengæld startede ”tørke-brandene” ud på grænsen mellem Billund og Vejle kommuner med en stor brand i Frederikshåb Plantage/Randbøl Hede allerede i maj måned. Her gik cirka otte kvadratkilometer hede op i flammer.

På landsplan er knapt en tredjedel af brandene er ifølge Beredskabsstyrelsens foreløbige analyse opstået i forbindelse med landbrugsarbejde.

De mange naturbrande førte i juni måned til indførelsen af et totalforbud i hele Danmark mod brug af åben ild, og trods de seneste dages regnbyger de seneste dage, gælder forbuddet stadig.

- For almindelige mennesker er det et spørgsmål om at erkende, at det bare er ekstremt tørt og kan gå utrolig stærkt. Man skal ikke smide en cigaret eller parkere i det høje græs, og hvis man skal grille, så skal man forberede sig ordentligt, siger Mads Dalgaard til Ritzau.

 

Brande pr. kommuneMaj-juli 2018Maj-juli 2013-2017 (gns.)
Vejle Kommune5110
Aabenraa Kommune4210
Esbjerg Kommune3610
Kolding Kommune349
Horsens Kommune337
Sønderborg Kommune318
Tønder Kommune288
Haderslev Kommune276
Hedensted Kommune255
Varde Kommune248
Fredericia Kommune216
Vejen Kommune214
Billund Kommune94
Fanø Kommune32