Butikker behøver ikke give bytteret under udsalg

Fem gode råd om udsalg.

Detailhandlen melder om en god julehandel.
Og idag begynder udsalget.

Her er fem gode råd fra Forbrug.dk:

- Overvej, om det reelt er et godt tilbud. Undgå at fokusere alene på prisnedsættelsen, men vurder, om varen er prisen værd.

- Undersøg om varen kan det, du har brug for og forventer, eller om den allerede er forældet ved købet?

- Husk, at du normalt ikke har fortrydelsesret, så du kan ikke aflevere varen igen, hvis du fortryder købet eller varen ikke passer, med mindre det er aftalt ved købet.

- Hvis forretningen normalt tilbyder fortrydelsesret eller ombytningsret, gælder det også udsalgsvarer, med mindre forretningen gør specielt opmærksom på, at det ikke gælder udsalgsvarer.

- Du har altid to års reklamationsret - også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet.

Når du køber et gavekort eller bytter din julegave til et tilgodebevis, kan du som udgangspunkt ikke forlange at få pengene retur, hvis butikken ikke har noget, du kan lide, eller tidsfristen er ved at udløbe.