Chauffører beskyldes for at være miljøsvin

Chauffører og sælgere hører til de værste miljøsvin, fremgår det af en undersøgelse fra organisationen Hold Danmark Rent under Miljøministeriet.

59 procent af bilisterne har smidt skrald ud af vinduet i bilen, og de største miljøsvin er professionelle bilister. Chauffører og sælgere smider dobbelt så meget skrald ud af bilen end gennemsnitlige bilister.

Affaldet er ikke alene en belastning for miljøet. Det gør også ondt på økonomien hos kommuner, Vejdirektoratet, Naturstyrelsen og private grundejere.

Samlet regning

Miljøministeriet skønner, at den samlede regning for oprydningen er på op mod en halv milliard kroner om året.

En kommune som Esbjerg bruger knap 11 millioner kroner årligt på rengøring af grønne områder og langs veje. Det svarer til knap 100 kroner pr. indbygger.

Videncenter for affald har regnet sig frem til, at der bliver smidt godt 500 kilo affald pr. kilometer på stats- og landeveje hvert år.

Oprydningen pr. kilometer koster mellem 4.000 og 5.000 kroner om året.

Store bøder

Bøden for at smide affald i naturen er typisk på 1.000 kroner. En større mængde affald straffes med en bøde på 5.000 kroner.

Hvis miljøsynderne forvolder væsentlig skade på natur, kan der blive tale om fængsel i op til seks år.

Det er sjældent, at politiet får fat i mindre miljøsvin. De skal helst tages på fersk gerning af hensyn til bevisbyrden.