Danish Crown er jo ikke noget socialkontor

Siger et medlem af Danish Crowns repræsentantskab.  

- Det er da trist, at vi mister så mange arbejdspladser, men på den anden side er Danish Crown jo heller ikke noget socialkontor.

Det siger Hans Juul Jessen, svineproducent i Varde og medlem af Danish Crowns repræsentantskab.

- Vi har selv pålagt ledelsen at finde besparelser for at gøre produktionen rentabel. Hvis det er meningen, at vi skal bevare vores slagterier i Danmark, må den sidste del ligge hos medarbejderne, siger Hans Juul Jessen, og han bakkes op af repræsentantskabsmedlem Henrik Refslund Hansen fra Ballum nær Tønder.

Henrik Refslund Hansen siger, at det i sidste ende handler om overlevelse for dansk svineproduktion.

- Men det har man tilsyneladende ikke forstået fra fagforbundet NNF, siger han til DR Syd.