Danskerne skal hjælpe forskere med at samle insekter

Frivillige - også syd- og sønderjyder - søges til to projekter om insekternes tilbagegang, og hvad det betyder for fuglelivet.

quote

Vi håber meget på, at mange har lyst til at være med, for vi er afhængige af bidrag fra hele landet.

Anders P. Tøttrup, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet

Naturglade danskere kan nu hjælpe forskerne med vigtig viden om, hvor meget insekterne er gået tilbage herhjemme. 

Undersøgelser fra ind- og udland tyder på, at det går kraftigt tilbage for mange insekter, og at det kan påvirke fuglelivet betydeligt. 

Tal fra Dansk Ornitologisk Forening viste tidligere i år, at næsten tre millioner fugle er forsvundet fra landbrugslandet på 40 år. 

Målet med et nyt projekt, Insektmobilen, under Statens Naturhistoriske Museum, er at kortlægge udbredelsen af insekter herhjemme.

- Vi håber meget på, at mange har lyst til at være med, for vi er afhængige af bidrag fra hele landet, siger en af forskerne bag projektet lektor Anders P. Tøttrup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

- Når folk melder sig på insektmobilen.dk, får de tilsendt en pakke med alt det udstyr, de skal bruge for at hjælpe os, siger han. 

Projektet kører i juni år og igen til næste år. Forskerne håber, at mindst 300 frivillige landet over vil indsamle flyvende insekter med et særligt net, der let monteres på biltaget.

quote

Når folk melder sig på <a rel="noopener noreferrer" target="_blank" href="http://insektmobilen.dk/">insektmobilen.dk</a>, får de tilsendt en pakke med alt det udstyr, de skal bruge for at hjælpe os.

Anders P. Tøttrup, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet.

- Der er ikke lavet en tilsvarende undersøgelse før. Vi forventer, at der både er færre arter og færre individer af de enkelte arter end tidligere, siger Anders P. Tøttrup.

Et andet insektprojekt, insectcount.dk, indledes allerede her i foråret. 

Her kan interesserede via hjemmesiden melde sig til at tælle mærkerne efter døde insekter på bilens forrude.

Det kan bidrage til at give et billede af, hvor mange insekter der er i bestemte landskaber.

Den danske forsker Anders Pape Møller, der er professor på Université Paris-Sud i Frankrig, står bag.

Han har tidligere i nordjyske studier af landsvaler og insekter påvist en tilbagegang på 70 procent i mængden af insekter fra 1996 til 2017.

Det svarer til opsigtsvækkende tyske tal fra sidste år. De viste, at tætheden af flyvende insekter i tyske naturområder var faldet med 76 procent siden 1989.