Dårlig sommer er en god sommer for solarierne

Kræftens Bekæmpelse ærgrer sig: Den dårlige sommer får mange til at gå i solarie.

Mange danskere vil gerne være solbrune om sommeren.
Mens strandene ligger øde hen, giver den våde og kølige sommer trængsel i solcentrene, hvor danskerne strømmer til for at blive brune.

- Vi har aldrig haft så mange kunder i mere end ti år. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været en fantastisk sommer, siger Michael Grau, administrerende direktør i Tropic Sun, der er en af landets største spillere på solcentermarkedet, til Fagbladet 3F.

Men hos Kræftens Bekæmpelse er der alt andet end begejstring at spore.

- Det er frygteligt kedeligt, at folk ikke tager deres egen sundhed alvorligt. At de glemmer at passe på sig selv, bare fordi vi har en regnfuld sommer, siger projektchef Anja Philip til Ritzau.

Ifølge indehaveren af engrosfirmaet Dan-Sun solarier, Jacob Høffner, er det dog ikke kun det dårlige vejr, der er grunden til stigningen i antallet af besøgende.

- For ti år siden var der ikke et øje i solcentrene i sommermånederne. Det er der nu. Danskerne er begyndt at bruge centrene året rundt, og den generelle stigning har bestemt også en indflydelse på omsætningen, siger han til Fagbladet 3F.

- Det er trist for folkesundheden det her, for vi ved jo, at der er en direkte forbindelse mellem brug af solarium og modermærkekræft.
- De, der går i solariet udsætter sig selv for en massiv stråling, og det kan desværre aflæses i antallet af kræfttilfælde om nogle år, siger Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse.