De ældre vil bo i byen

De ældre vil ikke bo på landet, derfor står ældreboliger uden for byen tomme, og det koster kommunerne dyrt.

Fem millioner i husleje

Syd- og Sønderjyske kommuner betaler husleje for ubeboede ældreboliger og det er en tung post. Syv adspurgte kommuner oplyser, at de tilsammen har en udgift på godt fem millioner kr. Det skriver jv.dk.

- Jeg vil meget gerne undgå den udgiftspost, så vi har prøvet at afhjælpe problemet ved blandt andet at give dispensation for, hvem der kan bo der. Det har bare ikke hjulpet, så nu har vi en plan på vej for, hvad der skal ske med ældreboligerne i fremtiden. Og det er en hastesag, for vi burde slet ikke have tomme boliger, siger direktør for Ældreservice i Sønderborg Kommune, Tim Hansen, der årligt bruger mellem 300.000 og 500.000 kroner på boliger, som ingen har lyst til at bo i, til jv.dk
 
Mange af boligerne er kommet til, fordi kommunerne har bygget de gamle plejecentre om til eneboliger, men det mener Ældre Sagens ældrepolitiske konsulent Margrethe Kähler er forkert prioriteret.
 
"Det er hul i hovedet at begynde at bygge om, hvis det ligger dårligt. En flot bolig på landet hjælper intet, når ældre har behov for at bo bynært."