De er uduelige i et køkken: Nu dyster de i nyt program

Du kan snart opleve 10 uduelige mænd i et køkken, når Mændenes Maddyst over ni uger får fast sendetid i dit TV fra den 8. april.

Så er den her. Mændenes Maddyst. 

En programserie om 10 uduelige mænd i et køkken, der alle dyster om at blive den bedste. De er alle singler, og snart skifter de frysepizzaer og færdigretter ud med grydelapper, et komfur og ordentlige råvarer, når de kæmper i dit TV fra søndag den 8. april. 

Mændene er mellem 19 og 69 år, og de er alle fra TV SYDs sendeområde. Men de er langt fra de eneste, der sjældent laver mad til sig selv. I Danmark er 53 procent af singlerne kvinder, mens 47 procent er mænd, men i det sydlige Jylland forholder det sig modsat. 

quote

Man kan tydeligt se, at de bliver bedre og bedre, men der skal heller ikke så meget til.

Dorte Callesen, vært, Mændenes Maddyst

Enlige mænd lever kortere tid end deres kønsfæller i parforhold. Blandt andet fordi singlemænd lever og spiser mere usundt end mænd i parforhold.  

Og det har inspireret TV SYD til at lave Mændenes Maddyst. 

- Det bliver sjovt og underholdende, lover programmets vært Dorte Callesen. 

Den bedste kok kåres
Programserien er optaget over to intensive uger i køkkenet på EUC Haderslev og løber over ni afsnit, hvor man kan følge med i mændenes udvikling, der ikke er til at tage fejl af. 

- Man kan tydeligt se, at de bliver bedre og bedre, men der skal heller ikke så meget til, siger Dorte Callesen. 

I hvert afsnit bliver den person, der har klaret sig dårligst, sendt hjem, og dagens bedste kok bliver kåret. På den måde er der også en grund for deltagerne til at kæmpe for at blive dygtigere og dygtigere til at svinge grydeskeerne.

Det er dommerparret Rikke Buthler fra Aabenraa, der er madskribent og foredragsholder, og kokken Rasmus Vemmelund fra Kolding, som blandt andet står bag gourmetrestauranten Bror Ditlev, der skal bedømme mændenes kogekunst. 

Ved hvert program bliver ugens opskrift og afsnit lagt op her, hvor man også vil kunne se en lille madvideo, der har forbindelse til den menu, mændene har lavet. 

Programmet har premiere søndag den 8. april klokken 19.30. Det samme gælder på hjemmesiden, men her vil man også allerede kunne se program nummer to. 

Se mere om alle deltagere og dommere på: www.tvsyd.dk/maddyst