Der var ikke klor i dampene

Der var ikke klor i kemikalieudslippet fra mejeriet i Taulov, men derimod var det nitrøse gasser, som også kan give problemer med åndedrættet.

Politiet har gentagne gange talt om klordampe - og folk, der får åndedrætsbesvær, opfordres til at søge læge.

Men Beredskabsstyrelsens eksperter har ikke kunnet måle klor i udslippet, siger kemiker Mads Skak Jensen fra beredskabscenter Midtjylland i Herning.

Ikke nok til analyse

- Vi har faktisk ikke kunnet indfange så store mængder, at vi kan analysere, hvilke stoffer der var i udslippet siger han.

Men ud fra oplysningerne om, at der er tale om, at salpetersyre og myresyre er blevet blandet med natronlud, afviser han, at der kan have været klor i dampene fra uheldet.

Derimod er der tale om nitrøse gasser.

Samme symptomer

- Men det gør ikke så meget, at folk har hørt om klor-dampe, for symptomerne minder meget om hinanden. Og folk, der har indåndet nitrøse gasser skal også være opmærksom hoste, hovedpine, svien i halsen og åndedrætsbesvær, siger han til TV SYD.
Først senere i dag forventer beredskabet i Fredericia at kunne finde ud af, hvad der er sket - og præcist hvilke stoffer som er blandet til den sundhedsfarlige cocktail.