Det bliver nemmere at køre mellem Danmark og Tyskland

20 konkrete forslag til at lette trafikken mellem Danmark og Tyskland blev præsenteret mandag.

Dansk-Tysk Transportkommission kom mandag med 20 forslag til, hvordan Danmark og Tyskland bliver bundet bedre sammen til lands, til vands og i luften. Derfor mødtes transportminister Hans Christian Schmidt og hans kollega fra Schlweswig-Holsten i Padborg, for at diskutere, hvilke projekter der skal blive til noget.

- God infrastruktur er afgørende for vækst, arbejdspladser og velfærd. Det hænger fuldstændig sammen, sagde Hans Christian Schmidt til TV SYD.

I første omgang drøfter de to ministre togdriften mellem de to lande. Alle projekter kan ikke gennemføres indenfor en kort tidshorisont. Men blandt de første ting på ønskelisten er højere hastighed mellem Sønderborg og Tinglev, tog mellem Esbjerg og Hamborg via Tønder og etablering af dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg.

Blandt kommissionens øvrige forslag indenfor en kort til mellemlang tidshorisont er motorvej gennem Midtjylland, hurtigere tog mellem Bramming og Niebüll, passagersejlads på Flensborg Fjord og udvidelse af den såkaldte kombiterminal i Padborg, hvor de to ministre mødtes mandag.

Mødet mellem de to ministre er en del af forberedelsen til et møde i februar. Her skal den danske og tyske minister tale om, hvordan fremtidens jernbane skal se ud mellem Danmark og Tyskland.

Hør om ministrenes planer og læs hele transportkommissionen rapport her: