Det dårlige sommervejr har været slemt for campingpladserne

Juli måneds sure sommervejr har været en dyr affære for campingpladserne, som har haft svigtende besøgstal i den store feriemåned.  

Udsigten til mudder og våde telte skræmte en del campister væk, og det er først og fremmest danskerne, der ombestemmer sig, når vejrudsigten lover dårligt vejr.

- Vi har haft 10-15 procent færre gæster end sidste år. Men vi er ikke så hårdt ramt som andre, fordi vi har mange tyske gæster. Det er mest danskerne, der bliver væk, når vejret er dårligt, siger leder af Hvide Sande Camping Gert Christensen.

Billedet af delvist affolkede campingpladser midt i højsæsonen er også nået frem til Campingrådet, der fører statistikker over besøgende på de danske pladser.
Selv om tallene for juli endnu ikke er opgjort, er tendensen ikke til at tage fejl af.

- Overordnet set har juli ikke været god. Langt de fleste pladser melder om, at antallet af gæster i juli er faldet. Og det kan en god august måned ikke rette op på, for der er ferien slut for de fleste danskere, forklarer konsulent Stefan Agger fra Campingrådet