Direktør blander sig i debat: Drop GPS-chip under huden på demente

En GPS-producent blander sig nu i debatten om, hvad vi kan og skal gøre med demente, der går hjemmefra. Debatten er vildere end teknologien, lyder et argument.

- Medierne har for nylig genoptaget debatten om GPS-sporing via chips indopereret under huden på demente. Senest har Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune i december skrevet en pressemeddelelse, hvor de vil have ældreminister Thyra Frank og sundhedsminister Ellen Trane Nørby til at diskutere brugen af GPS-chips på nationalt plan. Den invitation, har de takket ja til, sådan skriver Rasmus Hansen administrerende direktør Stella Care, der laver GPS-trackere i en pressemeddelelse til TV SYD, og fortsætter: 

- Nu skal landets ministre således sidde i et mødelokale og drøfte, hvordan de skal forholde sig til de etiske dilemmaer en indopereret chip vil medføre. En udmærket diskussion, hvis det ikke var fordi, at det slet ikke er muligt at spore en person via en chip i huden. Så svaret på, hvorfor man ikke gør det, er altså såre simpelt: man kan ikke. Derfor virker debatten en anelse absurd, skriver Rasmus Hansen administrerende direktør Stella Care, der laver GPS-trackere i en pressemeddelelse.

En chip under huden kan ikke få strøm

Ifølge Rasmus Hansen er GPS-sporing meget strømkrævende. Sådan en sporing fungerer ved at én enhed modtager signaler fra satellitter som sendes videre via mobilnetværket.

-En sådan enhed har derfor behov for et batteri. Et batteri, som enten skal være meget stort for at holde strøm eller skal oplades meget ofte. Derfor vil det være særdeles upraktisk at indoperere sådan en sporingsenhed i huden på et menneske, siger Rasmus Hansen.

I dag er de fleste GPS-sporingsenheder typisk udformet som en lille boks, et ur eller et halssmykke, som personen med demens kan tage med sig rundt omkring. Disse oplades typisk en gang i døgnet. Det er ikke en perfekt løsning, da enheden kan tages af og den demente risikerer at gå hjemmefra uden enheden. Men alligevel en løsning, der redder mange menneskeliv hvert eneste år. 

Udfordringen er størrelsen på batterierne

For at nå hen til et punkt, hvor debatten om sporingschips i huden på ældre vil være relevant, kræver det altså batterier, som er markant mindre end dem, vi ser i dag, og som har en væsentligt længere levetid. Det er samme problem som elbilerne, mobiltelefonerne og de bærbare computere tumler med og altså noget som der bruges milliarder af kroner på at udvikle. Men det tager tid. Tænk over, hvor lidt et AAA Duracel-batteri egentlig har udviklet sig over de seneste 20 år?

Ikke desto mindre vil politikerne nu tage chip-debatten op på Christiansborg. En pseudodebat om, hvordan man etisk skal forholde sig til en teknologi, der slet ikke findes i en relevant form i dag. 

For hvad kunne politikerne i stedet bruge deres kostbare tid på for at gøre en reel forskel for demente personer i Danmark? Her er tre konkrete ting, som burde stå langt højere på dagsordenen i forhold til sporing af demente end fiktive sporings-chips:

Det her burde politikerne i stedet bruge tiden på

Der findes rigtig mange gode tiltag på demensområdet, mener Rasmus Hansen, og som skaber et bedre liv for personer ramt af demens. Men der er samtidig også mange ting, som kan gøres smartere, bedre, sikrere og mere værdigt. Lad os derfor tale om de ting, som helt konkret kan gøre en forskel for demente personer, deres pårørende og de mennesker, som passer på dem ude på plejecentrene – i stedet for at diskutere etik omkring chips, som de alligevel ikke kan få. Alt andet vil være absurd.

Rasmus Hansen mener, de ansvalrige politikere og omsorgsperoner i stedet burde diskutere følgende:

  • Hvem betaler for GPS sporing af personer med demens?
    Der er stor forskel på, om kommuner og plejehjem betaler hele beløbet, betaler delvis eller sender regningen videre til den demente eller deres pårørende.
  • Hvordan skal GPS’erne bruges i plejen? 
    De skal bruges til at give den demente frihed og værdighed til at kunne bevæge sig frit og samtidig sikre, at ingen forsvinder sporløst. Det skal være et hjælpemiddel og ikke en erstatning for varme hænder.
  • Hvornår skal en dement person tilbydes en GPS tracker?
    I nogle kommuner kan man få en GPS stillet til rådighed så snart diagnosen stilles eller familien ønsker det – i andre er det først når den demente person har været faret vild og været i fare og endelig er der kommuner, der afviser at betale for GPS trackere til personer med demens.